Fra venstre: Adm. direktør Lars Bernt fra Estate Media, Emilie Møller fra DLA Piper (vinder af Årsprisen - årets unge talent), Tony Christrup fra AG Gruppen (vinder af Projektprisen), Troels Bødker Feodor Nielsen og Rasmus Brohl fra Nybygget.dk (vinder af Velkomstprisen), Anders Lendager fra Lendager Group (Årets forbillede), Anne Skovbro fra By & Havn (vinder af Transaktionsprisen) og chefredaktør Kamilla Sevel fra Estate Media. Foto: Estate Media

Her er vinderne af Estate Media Priserne 2019

Af Søren Duran Duus og Kim Plesner

Der var massive klapsalver til vinderne, da Estate Media Priserne 2019 blev uddelt torsdag aften på Ejendomsdagene 2019 på Marienlyst Strandhotel i Helsingør, hvor mere end 225 deltagere på tværs af ejendomsbranchen torsdag og fredag er samlet til Estate Medias konference.

Estate Media Priserne 2019 – de fem vindere

  • Projektprisen: AG Gruppen som bygherre på Ressourcerækkerne i Ørestad
  • Transaktionsprisen: By & Havn for udbud og salg af UN17 Village i Ørestad
  • Årets forbillede: Anders Lendager, Lendager Group
  • Velkomstprisen: Nybygget.dk ved Rasmus Brohl og Troels Bødker Feodor Nielsen
  • Årsprisen (Årsprisen 2019 går til årets unge talent): Emilie Møller, DLA Piper

Første på scenen til at modtage den helt specielle bronzeskulptur skabt til Estate Media Priserne af kunstneren Lina Murel Jardorf var direktør Tony Christrup, AG Gruppen, som vandt Projektprisen som bygherre på Ressourcerækkerne i Ørestad:

– Tak til Anders Lendager for et forrygende samarbejde. En hyldest til Anders, der har flyttet rammerne for innovation, sagde Tony Christrup, inden han vidste, at selvsamme Anders Lendager ville modtage en af de følgende priser.

Ressourcerækkerne er tegnet af Lendager Group. AG Gruppen og Nrep var sammen byggeherre på projektet, som de begge stadig ejer.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn, takkede alle på Ejendomsdagene for at have vundet Transaktionsprisen i forbindelse med By & Havns udbud og salg af UN17 Village i Ørestad:

– Vi var ingenting i By & Havn uden alle jer, der er her i aften (torsdag, red.). Vi er glade for, at der er nogen, der har lyst til at prøve nogle lidt andre metoder.

Nrep med rådgiverne Lendager Group og Årstiderne Arkitekter er udpeget som vinderteam til projektet UN17 Village på den yderste spids af Ørestad Syd.

By & Havn har valgt teamet til at virkeliggøre projektet med cirka 370 boliger til omkring 830 beboere, ligesom et badehus, et spisehus og en delecentral indgår i projektet på omkring 35.000 kvm på en 15.000 kvm stor grund.

Læs mere i By & Havn finder vinderteam til 370 boliger på spidsen af Ørestad

Prisen for årets forbillede gik til Anders Lendager, Lendager Group:

– Det er rimeligt overvældende det her. Da jeg begyndte min rejse for syv år siden og talte om bæredygtighed, var tiden måske ikke til det. Men nu kigger verden omkring os på, hvad der sker i Danmark.

Portalen Nybygget.dk modtog Velkomstprisen.

– Tak til Estate Media for at holde styr på branchen og tak til gutterne hos Proptech Denmark og Nadim (adm. direktør for Proptech Denmark-netværket, Nadim Stub, red.), lød det fra Rasmus Brohl og Troels Bødker Feodor Nielsen, som står bag Nybygget.dk

Læs mere i Proptech-iværksættere: Ejendomsmæglere tager sig godt betalt (+)

Vinder af Årsprisen 2019, som i år var dedikeret til årets unge talent, er Emilie Møller, DLA Piper.

– Det havde jeg godt nok ikke regnet med, slet ikke når man er oppe mod en, som er på forsiden af den nye udgave af Estate Magasin. Tak til DLA Piper for at give mig chancen for at træde lidt frem, sagde Emilie Møller.

Hun refererer til at have slået Christian Fladeland, Heimstaden, som var blandt de fem nominerede til Årsprisen 2019.

Se alle de de nominerede til Estate Media Priserne 2019 her

Her følger en beskrivelse af hver pris efterfulgt af en vinderbegrundelse fra Estate Media:

Projektprisen
Prisen går til det bedste og mest bemærkelsesværdige nye projekt i 2018/2019. Prisen kan gives for energirigtighed, for en nyskabende projekttype eller mest sandsynligt for projektet som helhed, for den arkitektoniske udformning eller for en særlig beliggenhed. Der er mange priser også i Danmark, der belønner og priser arkitekter. Projektprisen vil derfor oftest gå til den bygherre/team, der har stået bag et projekt og været ham eller hende, der har valgt at bevilge pengene.

Projektprisen 2019 går til AG Gruppen som bygherre på Ressourcerækkerne i Ørestad.

I Ressourcerækkerne, som består af 92 lejelejligheder og rækkehuse i Ørestad, har Lendager Up sammen med AG Gruppen som bygherre udviklet nye, innovative metoder til upcycling af aflagte byggematerialer. Blandt andet er Ressourcerækkerne opført af upcyclede mursten fra Carlsbergs historiske bygninger, facadebeklædning, altan/terrassebrædder og gangstier på taget er skabt af genbrugstræ fra konstruktionen af Københavns Metrobyggeri og plankegulvene af overskydende egetræ fra Dinesens gulvproduktion.

På taget bliver der taghaver i egne taghuse, hvor man kan dyrke grøntsager eller nyde udelivet året rundt eller beboerne kan låne en plantekasse placeret på de fælles tagterrasser og få jord under neglene og frisk grønt på tallerkenen. Ressourcerækkerne giver dermed kant til de øvrige nybyggerier i Ørestad Syd.

Ressourcerækkerne er tegnet af Lendager Group. AG Gruppen og Nrep var sammen byggeherre på projektet, som de begge stadig ejer.

Transaktionsprisen
Prisen går til en aktør, der har gennemført årets mest spektakulære transaktion. Transaktionen kan være spektakulær i form af størrelse, karakter, sammensætning eller på grund af de involverede aktører. Prismodtageren vil oftest være en rådgiver i form af en advokat eller erhvervsmægler, men kan også være køber eller sælger, og der kan både være tale om en ejendomstransaktion eller en transaktion i branchen.

Transaktionsprisen 2019 går til By & Havn for udbud og salg af UN17 Village i Ørestad.

Nrep med rådgiverne Lendager Group og Årstiderne Arkitekter blev udpeget som vinderteam i forbindelse med projektet UN17 Village på den yderste spids af Ørestad Syd. Konkurrencen markerer afslutningen på 25 års udvikling af Københavns nye bydel. Vinderprojektet, UN17 Village, er det første byggeprojekt i verden, der omsætter FN’s 17 verdensmål til konkret handling.

By & Havn udbød ejendommen til salg til en forventet købesum på 8.000 kr. per kvm. Det helt særlige ved salget var de krav, der fulgte med til køberen. I stedet for at købe grunden og tilpasse projektet så dystede de fire prækvalificerede teams om retten til at købe byggefeltet ved at skabe det bedste projekt til Ørestads sydligste spids. By & Havn stillede for eksempel krav om, at byggeriet skulle kunne bæredygtighedscertificeres til minimum guld efter standarden DGNB.

Sundhed, klima, biodiversitet og social inklusion var afgørende, da By og Havn valgte UN17 Village. Bebyggelsen består af 380 boliger og fokus er på at skabe en god sammenhæng med nabolaget og den omkringliggende natur på Amager Fælled. Projektet blander boliger målrettet mod forskellige livssituationer for at fordre beboerdiversiteten.

Nreps UN17 Village-projekt i Ørestad, der er et af verdens mest bæredygtige byggerier til dato. Projektet er tegnet af Lendager Group og Årstiderne Arkitekter – i dag Sweco Architects. Illustration: TMRW International

Årets forbillede
Prisen går til en aktør i branchen, der på forbilledlig vis har talt for eller iværksat tiltag til at forbedre branchens udvikling og/eller image. Årets forbillede har været et eksempel på best practice enten inden for sit felt eller for branchen som helhed.

Vinder af prisen som Årets forbillede 2019 er Anders Lendager, Lendager Group.

Anders Lendager er arkitekt MAA, grundlægger og adm. direktør i Lendager Group. Han talte grønt, før nogen andre syntes, det var andet end en græsplæne og har igennem de sidste 11 år søgt at få indsigt i, hvad bæredygtighed som begreb er, hvad det kan, og hvad det burde kunne. Siden sit afgangsprojekt (en forskningsstation med fokus på lagring af CO2 i isen på Nordpolen) har han varieret og ihærdigt afsøgt begrebet bæredygtighed for at få den bredest mulige forståelse.

Han er ekspert og frontløber inden for cirkulær økonomi og arbejder med et langsigtet mål om at gøre Lendager Group globalt markedsledende inden for cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet på tre områder: arkitektur og byudvikling, strategi og analyse samt upcycle-produktudvikling. Senest har Lendager Group udvidet med Lendager Up, der skal udvikle genanvendte byggematerialer.

Anders Lendager er desuden et forbillede, fordi han forstod at tage den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt, da han lukkede Nrep ind i ejerkredsen i 2015 og dermed sikrede, at det bæredygtige fokus i hans arkitektfirma blev netop – bæredygtigt.

Velkomstprisen
Prisen går til en ny virksomhed eller initiativ i branchen, som er bemærkelsesværdig og interessant for branchens udvikling på den ene eller anden måde på forbilledlig vis.

Vinder af Velkomstprisen 2019 er Nybygget.dk, som Rasmus Brohl og Troels Bødker Feodor Nielsen står bag.

Nybygget.dk er en ny portal, der for alvor fik vind i sejlene i det forgangne år. Nybygget.dk-portalen er udviklet med mål om at give et fuldt overblik over samtlige projektbyggerier i Danmark og forbinde købere og lejere direkte med bygherrer.

Det vil være kontroversielt for mange i ejendomsbranchen, når Nybygget-iværksætterne siger, at de vil udskifte mæglerne for projektsalg og -udlejning med ejendomssoftware. De to stiftere mener, at markedet og informationen omkring nybyggerier er alt for uigennemsigtigt og ser en åbning for mere transparens.

Troels Bødker Feodor Nielsen (til venstre) og Rasmus Brohl stiftede i slutningen af 2017 virksomheden Nybygget, som står bag ejendomsportalen Nybygget.dk

Årsprisen – årets unge talent
Prisen gives til en aktør i en del af branchen, der er særlig aktuel, og hvor det netop nu er ekstra vigtigt at sætte fokus på den specielle indsats for branchen. I år er kategorien årets unge talent.

Vinder af Årsprisen 2019 – årets unge talent er Emilie Møller, DLA Piper.

’Fænomenalt’ dygtig stod der i en af nomineringerne af DLA Pipers Emilie Møller. Det er sjældent at blive partner i så ung en alder, men DLA Piper har spottet, at Emilie Møller kan blive en tung transaktionsadvokat og har allerede udnævnt hende til netop det.

Emilie Møller får skudsmål som ’hendes faglige niveau er second to none’ og samtidig sikrer ’hendes tilgang og stil, at man nærmest altid kommer i mål’.

Emilie Møller har været med på de største transaktioner de sidste snart mange år, og hos DLA er hun kørt i stilling som det kommende års transaktionsfyrtårn. Emilie Møller er 32 år.

Se også Her er vinderne af Estate Media Priserne 2018

Se alle vinderne af Estate Media Priserne fra 2012 til 2018

Læs mere om Ejendomsdagene 2019 her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder