Arkitekthus foretager generationsskifte i ejerkredsen

Lars Kragh, der er direktør i KHR Architecture og som for nyligt har været ude at forsvare stregerne bag det udskældte byggeri Østerport II, bliver nu en del af ejerkredsen – hvilket også er tilfældet for arkitekt Janina Zerbe.

Derimod stopper professor Jan Søndergaard som ejer og partner. Formålet er foryngelse kombineret med kontinuitet.

– Som en arkitektvirksomhed, der er kendt for at udfordre, er det afgørende løbende at få yngre kræfter ind. Janina Zerbe har været 4 år i virksomheden og har været ansvarlig partner på Bispebjerg Akut Hospital, på flere boligbyggerier og er p.t. ansvarlig partner på projekter i Nuuk og i Norge. Hun har bidraget væsentligt til tegnestuens udvikling og vist højt engagement og arbejdsomhed, og vi er særdeles glade for at hendes tilknytning nu styrkes ved at hun indtræder i ejerkredsen, siger direktør Lars Kragh.

Lars Kragh selv har været direktør i KHR i 6 år og indtræder nu også som partner og medejer.

Jan Søndergaard har arbejdet 40 år i KHR. Han udtræder af ejerkredsen og af ledelsen, men fortsætter som senior partner med deltagelse i KHRs designprocesser og med opgaver i virksomhedens forsknings- og udviklingsenhed Atelier KHR.

– Det er en stor styrke for tegnestuen, at vi fortsat kan drage nytte af Jans idéer, perspektiver og erfaringer, siger Lars Kragh.

Jan Søndergaard har stået for flere store markante værker, hvoraf Den Danske Pavillon i Sevilla, Bang & Olufsens Hovedsæde, Fiberline i Middelfart, Hellig Kors Kirke i Jyllinge og Pihl & Søns Hovedsæde i Lyngby er blandt de fremmeste. Sidstnævnte blev fredet i 2018.

Processen med at udvide ejerkredsen med yngre kræfter vil fortsætte de kommende år.

KHR arbejder med projekter for offentlige og private kunder i Danmark og Norge. I dag opføres blandt andet føromtalte Østerport II, Sankt Hans retspsykiatri i Roskilde og et Børnehospital i Bergen, samt flere boligbyggerier i København og i Norge. KHR har færdiggjort udbudsprojekter på Bispebjerg Akut Hospital og på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Odense. Samlet har virksomheden 80 ansatte og en omsætning på 50 millioner kr. og ambitioner om at øge omsætningen inden for de nærmeste år.

Ejerne bag KHR er fremover partnerne Mikkel Beedholm, Henrik Danielsen, Janina Zerbe og Lars Kragh.

Læs også Direktør for tegnestuen bag Østerport II uenig i kritik

Læs også Nyt 77.500 kvm akuthospital på Bispebjerg i udbud med milliardkontrakt

Læs også KHR Architecture får Coop-formand som formand





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder