Illustration: Rørbæk & Møller Arkitekter

DTU udvider med 3.000 kvm til 99 millioner kr.

Det bliver et totalrådgiverteam bestående af Rørbæk & Møller Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører, der skal tegne udvidelsen af de ingeniørstuderendes legeplads, DTU Skylab.

Med udvidelsen på cirka 3.000 kvm får DTU Skylab mange flere kvm til blandt andet projekter.

Projektet er blevet muligt via en donation på 80 millioner kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond samt støtte fra DTU på 19 millioner kr.

– Det er et stærkt projekt, som vi i fonden glæder os til at se det færdige resultat af. Arkitektonisk rammer den nye bygning DTU Skylabs nerve med en råhed, transparens og fleksibilitet, der bygger sig fint sammen med de eksisterende faciliteter, siger Henrik Tvarnø, direktør A.P. Møller Fonden, der har støttet byggeriet gennem Den A.P. Møllerske Støttefond.

Går efter åbning i 2020
Når bygningen er færdig, vil den – ifølge DTU CAS Bygherre – sammen med de nuværende faciliteter og et nyt Food Lab opleves som en stor multifunktionel organisme med rumligheder, der kan tilpasses nye aktiviteter og funktioner.

Hovedelementerne består af et såkaldt developer floor til projektmodning og prototyper med tilhørende laboratorier, 3D-print-lab og værksteder. En arena, der bliver en hybrid mellem auditorium og event-område, og forskellige typer af kontor- og arbejdsområder, mødesteder og café. Tilsammen vil de omkring 5.000 kvm skabe endnu flere muligheder for teknologibaseret innovation.

Den nye bygning opføres som en arkitektonisk komposition af stablede bokse, der sammen med den eksisterende bygning danner ét samlet Skylab på DTU Lyngby Campus.

DTU Skylab åbnede i 2014. Byggeriet af den nye bygning begynder i 2019 og åbner året efter.

 

Om DTU Skylab-udvidelsen

  • Areal: Cirka 3.000 kvm
  • Budget: 99 millioner kr.
  • Byggeperiode: 2019-2020
  • Totalrådgiver: Rørbæk & Møller Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører
  • Underrådgivere: CITA, Centre for Informations Technology and Architecture, Urgent Agency

Læs også Kant skal tegne helt nyt H.C. Ørsted-gymnasium i Lyngby på 8.000 kvm





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder