Lemvigh Mullers domicil i Herlev. Foto PensionDanmark.
PensionDanmark købte i 1. kvartal teknikgrossisten Lemvigh-Müllers domicil i Herlev for 170 millioner kr. Foto: PensionDanmark

CBRE: Transaktionsvolumenen i Danmark steg 20 procent i 1. kvartal

Den opadgående tendens for transaktionsvolumenen for erhvervsejendomme i Danmark fortsætter i 2018.

Således viser foreløbige tal fra erhvervsejendomsrådgivervirksomheden CBRE, at transaktionsvolumenen i 1. kvartal 2018 landede på 16,3 milliarder kr., hvilket er 20 procent højere end samme CBRE-tal for 1. kvartal 2017.

Det betyder, at transaktionsvolumenen er 61 procent højere end det femårige gennemsnit for 1. kvartal fra 2013 til 2017.

De nye tal fra CBRE viser samtidigt, at transaktionsvolumenen i Danmark for andet kvartal i træk har oversteget de andre, nordiske lande, herunder ikke mindst Sverige, som historisk har været den største, nordiske spiller, og som den danske ejendomsbranche oftest sammenligner sig med.

– Vi ser en fortsættelse, som der har været kvartal for kvartal, hvor der også i 4. kvartal 2017 var en markant fremgang i transaktionsvolumenen sammenlignet med 4. kvartal 2016, siger Mikael Glud, direktør i CBRE’s investeringsafdeling,

Han er ikke overrasket over udviklingen.

Kraftige fald i Sverige og Norge
Mens den danske transaktionsvolumen for erhvervsejendomme steg 20 procent i årets 1. kvartal, faldt den i Sverige med 49 procent, mens også transaktionsvolumenen i Norge gik markant tilbage. Det skete med 46 procent.

Omvendt er det gået med handlen i Finland, hvor transaktionsvolumenen er gået 60 procent frem.

Transaktionsvolumenen lander i Danmark på 28 procent, mens den svenske nu ”kun” udgør 25 procent af den samlede, nordiske volumen.

Ifølge CBRE udgør andelen af udenlandske investorer i Danmark 56 procent, heraf er 40 procent svenske investorer, mens de udgør hele 60 procent af volumen i København. I hele 2017 udgjorde de svenske investorer 25 procent af volumenen i hele Danmark.

– Afmatningen i det svenske marked til fordel for det danske marked vidner om en svensk ejendomscyklus, der er anderledes end den danske. Det svenske marked er i øjeblikket præget af større risiko end det danske, hvorfor vi ser, at svenske investorer retter deres investeringer mod det danske marked, siger CBRE-direktør Mikael Glud.

Han fremhæver, at det danske ejendomsmarked generelt er attraktivt at investere i, blandt andet fordi kronen følger den stabile euro, og fordi afkastningsgraderne de senere år har ligget over niveauerne i de andre, nordiske lande.

Cushman & Wakefield RED
Hos Cushman & Wakefield RED forklarer Managing Partner, Nicholas Thurø, at den fortsatte efterspørgsel i Danmark – og den faldende transaktionsvolumen i Sverige – også flugter hans forventninger.

– Vores seneste investor-indeks for de nordiske lande præsenteret i starten af marts viste netop, at investorerne i Sverige er blevet mere tilbageholdende og mere negative på markederne i forhold til de øvrige, nordiske lande. Dét afspejler sig nu i en lavere transaktionsvolumen i 1. kvartal 2018 i Sverige sammenlignet med 1. kvartal 2017, siger Nicholas Thurø.

Læs også CBRE løfter sløret for rekordår i regnskab og transaktionsvolumen for 2017

Læs også Transaktionsvolumen 2017: Nyboligs opgørelse meget tæt på 100 milliarder kr.

Læs også Top 10: Danica blev største sælger og Heimstaden største køber i 2017

Læs også Svenske ejendomsinvestorer har købt for 18 milliarder kr. i Danmark i 2017

Læs også Cushman Wakefield RED giver 10 bud på fremtidens kontorarbejdsplads





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder