Transaktionsvolumen 2017: Nyboligs opgørelse meget tæt på 100 milliarder kr.

Transaktionsvolumen for 2017 slog alle rekorder. Det er alle enige om, men der er forskel på størrelsen af rekordtallene hos Nybolig og RED, som hver især har opgjort tallene.

RED mener, at volumen for 2017 skal opgøres til 92 milliarder kr., hvilket er 35 procent højere end deres opgørelse for 2016. Nybolig mener, at volumen skal opgøres til 97,9 milliarder kr. – 55 procent højere end 2016. RED’s estimat for 2016 lå altså højere end Nybolig, men for 2017 er billedet omvendt.

For begge analyser gælder, at transaktionsvolumen i højere grad er flyttet væk fra Hovedstadsområdet og mod yderområderne. I RED’s analyse udgjorde volumen i Jylland 9,5 milliarder kr. i 2016 mod hele 21,9 milliarder kr. i 2017, svarende til over en fordobling af volumen. I Nyboligs analyse blev der investeret 26,7 milliarder kr. i Jylland.

I København udgjorde volumen 44,1 milliarder kr. i 2016 i RED’s analyse mod 34,9 i 2017. Resten af Sjælland udgjorde 10,6 i 2016 mod hele 23,4 i 2017. Hos Nybolig er tallet for København dog 58,7 milliarder kr., mens Sjælland kun står skrevet for 6,2 milliarder kr. i 2017.

Ejendomsfondene (Niam, Patrizia m.fl.) fylder mere i det danske marked i 2017, og de er i overvejende grad drevet af udenlandsk kapital. Ejendomsfondene er gået fra en markedsandel af det samlede transaktionsmarked på 27,2 procent i 2016 (18,5 milliarder kr.) til 36,1 procent (33,3 milliarder kr.) i 2017 i RED’s analyse.

– Den anden trend vi kan se omkring ejendomsfondene er, at de har bevæget sig ud i landet. I 2017 er 57 procent af ejendomsfondenes investeringer sket udenfor Storkøbenhavn. I 2016 udgjorde ejendomsfondenes investeringer udenfor Storkøbenhavn kun 19,8 procent, siger Nicholas Thurø, managing partner hos RED.

– Men på enkelte områder har de danske investorer taget markedsandele fra de udenlandske investorer. Ser vi på kontormarkedet, så var markedet i 2016 delt lige mellem danske og udenlandske investorer med 50 procent til hver. I 2017 tegner de danske investorer sig for 61 procent med PensionDanmark som største investor med 1,25 milliarder kr., dernæst Bygningsstyrelsen med 1,1 milliarder kr og Jeudan med 0,9 milliarder kr., siger han.

Overordnet set er de institutionelle investorer dog gået lidt tilbage i markedsandel i 2017, idet deres andel af markedet er faldet fra 20,2 procent til 14,6 procent i 2017 ifølge RED’s analyse.

Positiv udsigt for 2018

RED har en positiv udsigt for 2018, hvor den lave rente fortsat stimulerer markedet og efterspørgslen fortsætter med at være stor.

– Vi forventer fortsat stor konkurrence blandt alle investorerne på de 3 store markeder bolig, retail og kontor, men tror ikke, at vi vil se markante prisstigninger. Transaktionsvolumen for 2018 vil blive drevet af udbuddet, altså adgangen til investeringer, da efterspørgslen er tilstede. Skal vi højere op i volumen i 2018, end det vi så i 2017, så skal den positive vækst i transaktionsvolumen udenfor København fortsætte og adgangen til fremmedkapital for eksempelvis industri og logistik, forbedres for den mindre investor.

Læs også: Svenske ejendomsinvestorer har købt for 18 milliarder kr. i Danmark i 2017

Læs også: Sadolin & Albæk: Ingen risiko for ejendomskrise

Læs også: Top 10: Danica blev største sælger og Heimstaden største køber i 2017

Martin Burlund

Freelancejournalist

+45 30298080





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder