Jeudan køber 31 Atlas-ejendomme for 2 mia.

Så skete det. Den yderst velbeliggende portefølje af ejendomme, som lå i det betalingsstandsningsramte Landic Property Denmark, tidligere Atlas Ejendomme, er blevet købt. Det er Jeudan, der har slået til i forhold til de 31 ejendomme, primært i det centrale København.

Helt overvejende er der tale om velbeliggende kvalitetsejendomme i København, og investeringerne er i overensstemmelse med Jeudans strategi, som primært fokuserer på kontorejendomme i København.

Dermed har Jeudan øget sine investeringer med godt 30 procent på kort tid. Jeudans samlede investeringer vil herefter udgøre knap 13 milliarder kr., fordelt på 173 ejendomme og cirka 730.000 kvm.

– Mens den finansielle krise var intens, og ejendomsmarkedet var præget af uro, holdt vi en pause i investeringerne. Markedet er nu mere stabilt og prisniveauet passende, så tiden er inde til at genoptage Jeudans vækststrategi på et lønsomt grundlag, siger Jeudans bestyrelsesformand Niels Heering, som fortsætter:

– Vi er tilfredse med, at det blev Jeudan, som fik mulighed for at overtage den meget fine portefølje, som Mikael Goldschmidt samlede gennem mange år med passion og sans for kvalitet.

Atlas-porteføljen, der overtages med virkning fra 1. oktober 2009, har et samlet areal på 150.000 kvm. Den gennemsnitlige handelsværdi er 13.300 pr. kvm., og ejendommenes individuelle afkast udgør i Københavns-området 5-6% p.a. og udenfor Københavns-området 6-8% p.a.

Erhvervelsen af porteføljen sker gennem købet af samtlige aktier i Landic Property Denmark A/S, hvor Landic Property Denmarks ultimative moderselskab på Island, Landic Property hf er i betalingsstandsning. Den daglige organisation i det erhvervede selskab, Landic Property Denmark A/S, følger med til Jeudan.

Købet af aktierne og ejendommene vil indledningsvis blive finansieret ved en bridgefinansiering, der efterfølgende afløses af sædvanlig realkreditbelåning, og gennem en kapitaludvidelse i Jeudan.

Porteføljen er identisk med de ejendomme, der tidligere var ejet af Mikael Gold-schmidts selskab Atlas Ejendomme A/S:

Holbergsgade 2-4, København K
Niels Juels Gade 5, København K
Tordenskjoldsgade 20-24/Holbergsgade 6, København K
Slotholmsgade 1-3, København K
Købmagergade 45/Skindergade 3, København K
Amaliegade 4, København K
Bredgade 75, København K
Fiolstræde 28, København K
Frederiksgade 7, København K
Gl. Mønt 17/Sværtegade 11, København K
Gl. Strand 40/Læderstræde 9, København K
Gl. Strand 44, København K
Gl. Strand 52/Naboløs 5, København K
Kompagnistræde 13-15 & 19/Knabrostræde 19 & 23/Snaregade 12-16, København K
Kompagnistræde 20 A-C/Knabrostræde 18, København K
Kompagnistræde 21/Knabrostræde 20, København K
Lille Kongensgade 16, st.tv., København K
Magstræde 10 A-C, København K
Magstræde 6, København K
Kristianiagade 1, København Ø
Esromgade 13-15/Hillerødgade 18-20, København N
Gl. Kongevej 174-176, Frederiksberg C
Sankt Knuds Vej 41, Frederiksberg C Strandvejen 203, Hellerup

Flere af bygningerne er markante i det københavnske bybillede. De tre førstnævnte ejendomme udgør således den blok, der tidligere husede ØK’s hovedsæde, og som er genbo til såvel Danmarks Nationalbank som Danske Bank på Holmens Kanal.

Slotholmsgade 1-3 er det såkaldte Tietgens Hus, som ligger ved Knippelsbro i forlængelse af Christian IV’s børsbygning på Slotsholmen.

I porteføljen indgår endvidere syv mindre ejendomme uden for København.

Med de seneste erhvervelser vil Jeudans samlede investeringer udgøre knap 13 millarder kr.

Ved årets begyndelse var de samlede investeringer DKK 9,3 mia. Efter kapitaludvidelsen på 200 millioner kr., vil egenkapitalen udgøre ca. 3,2 milliarder kr.

– For at sikre et fortsat robust kapitalgrundlag vil bestyrelsen herudover udnytte sin bemyndigelse til at udvide selskabets kapital gennem et udbud af nye aktier i begyndelsen af 2010. Udbuddet forventes at tilføre Jeudan DKK 700 mio., og efter denne udvidelse vil selskabet have en egenkapital på ca. DKK 4 mia.

Jeudan har udpeget Danske Bank som finansiel rådgiver ved kapitaludvidelsen.

Efter kapitaludvidelsen vil Jeudan ved en egenkapitalandel på niveauet 25 % igen have en opkøbskapacitet i størrelsesordenen DKK 2-3 mia.

– Denne måneds investeringer styrker virksomhedens position og konkurrenceevne målt på såvel størrelse som indtjening. Vi byder Landic’s organisation velkommen til Jeudan-koncernen og ser frem til at fortsætte vor indsats for at skabe gode resultater – nu på et bredere grundlag, siger Jeudans adm. direktør Per Hallgren.

Læs mere på www.jeudan.dk

Billede: Visitdenmark/Cees van Roeden





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder