(foto: Fokus Asset Management)

Næsten alt udlejet i L’Oreal-huset og Matriklen efter konvertering til flerbrugerhus

L’Oreal fraflyttede 2015 Stationsparken 37 Glostrup efter at have haft kontor i ejendommen, som igennem årene fik tilnavnet ‘L’Oreal-huset’. Den franske kropsplejegigant efterlod 6500 kvm kontorarealer og en stor kantine i underetagen.
L’Oreal havde tidligere frigivet en etage, og der var således kun én lejer i huset, da L’Oreal fraflyttede. Fokus Asset Management, som har forvaltet ejendommen i en årrække, stod nu med valget om at finde en ny stor lejer eller konvertere ejendommen til et flerbrugerhus.
– Vi valgte at konvertere fra domicil til flerbrugerhus, fordi det dels spreder udlejers risiko og vi kunne se en positiv forretningsmodel i konverteringen, men også fordi vi oplevede, at der var interesse fra lejerne til mindre lejemål, og fordi de dialoger vi havde med potentielle lejere afspejlede et ønske fra lejerne om, at være en del af et fællesskab med bl.a. fælles kantine, siger Jakob Veino, der er chef for udlejning hos Fokus Asset Management.
Fokus Asset Management iværksatte en istandsættelse af kantinen og en generel opdatering heraf og forskønnede fælles arealer, som før blev anvendt som bl.a. reception.
I starten af 2016 indgår Fokus Asset Management en aftale om forpagtning af kantinen med VIP A/S og hen over 12-15 måneder udlejer ejendomsforvalteren i samarbejde med Lintrup & Norgart lokaler til Geo Info, AGCO Danmark A/S, BO-VEST – Boligsamarbejdet på vestegnen og Biogen Denmark A/S. Nu er der kun et mindre lejemål tilbage på 480 m2.
– Selve pakhusstilen er i sig selv utrolig charmerende og generelt noget som de fleste synes om og forbinder med atmosfære og charme. Vi har arbejdet målrettet med indretning af ejendommen og således indgået samarbejde med Designcraft i forhold til indretning, konceptudvikling og forskønnelse af det indvendige, siger Jakob Veino.
Samme historie på ‘Matriklen’
På hjørnet af Rentemestervej og Bygmestervej er historien lidt den samme.  Ejendommen som i daglig tale kaldes ‘Matriklen’ var udlejet til bl.a. Geodatastyrelsen som havde fordelt sine aktiviteter over to ejendomme på i alt 25.000 kvm.
Som led i Statens beslutning om centralisering og udflytning, samlede Geodatastyrelsen sig i en den ene ejendom, og frigav dermed ved årsskiftet 2016 cirka 6000 kvm.
– Vi havde en fornemmelse af, at der var efterspørgsel efter mindre lejemål i Nordvest, især hvis man kunne skabe et flerbrugerhus med de rette faciliteter. Vores tilgang var lidt den samme som med L’Oreal-huset – vi startede med at etablere en kantine, som før kun havde været placeret i naboejendommen, siger Jakob Veino.
I samarbejde med Colliers, fik vi i Fokus Asset Management hurtigt identificeret et par lejere – herunder Plenti ApS, Attendo København, Fonden for Socialt ansvar,  og så flyttede vi Danske Hospitalsklovne fra en anden ejendom. Ligeledes på ”Matriklen” er der kun ét lejemål tilbage på ca. 680 m² udtaler Jakob Veino.




Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder