(Foto: Jens Lindhe)

Praksis Arkitekter vinder betonbranchens Oscar

Dansk Byggeris Betonelement-Pris og Utzon-statuette 2017 går til Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter for deres transformation af Frihavns Tårnet – en gammel DLG-kornsilo i Københavns nye mondæne kvarter, Nordhavn – til et bæredygtigt boligbyggeri af høj arkitektonisk kvalitet.

– At Utzon-Statuetten og Betonelement-Prisen i år tilfalder os er et kæmpe skulderklap. Frihavns Tårnet er et projekt, vi har arbejdet med i tre år, og det har fyldt rigtigt meget på tegnestuen. Betonelement-Prisen er en af de helt tunge priser i vores verden, så det er en fornem række af værker, Tårnet nu indskriver sig i. Det er vi vældig stolte over, siger Mette Tony og Mads Bjørn Hansen, der sammen ejer Praksis Arkitekter med i alt cirka 24 medarbejdere og kontorer i sydfynske Troense og København.

I siloens massive betonydervægge er der udskåret vinduespartier, som går helt til gulvet. Uden på facaden skaber betonelementer med en varierende søjlerytme nu en søjle/pladekonstruktion af næsten filigranagtig karakter. Det giver beboerne lyse lejligheder med 3-3,7 meter til loftet og store altaner med plads til udemøblering. Tårnet har et samlet boligareal på cirka 11.000 m2 og er med i alt 12 etager – fem etager højere end den oprindelige silo.

– Frihavns Tårnet er et originalt eksempel på, at gamle industribygninger ofte er et fremragende grundmateriale at arbejde videre med. Praksis Arkitekter har ved brug af betonelementer formået at skabe en mesterlig forbindelse mellem det overordnede arkitektoniske greb og så en detaljering, der altid giver beskueren lyst til at komme tættere på – lyst til at røre ved bygningen, siger formanden for Betonelement-Prisens jury, Kent Martinussen, der er administrerende direktør på Dansk Arkitektur Center.

Anerkendelse på højt niveau
Betonelement-Prisen er indstiftet af Betonelement-Foreningen i 1978. Den gives som en anerkendelse for på højt arkitektonisk niveau at anvende betonelementer i et byggeri.

I 2015 vandt arkitektparret Mette Tony og Mads Bjørn Hansen Renovers’ specialpris for ombygningen af Egebjerg Mølle på Sydfyn. Herefter fulgte Svendborg Arkitekturpris 2015, og med Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten er de nu kommet i selskab med Jørn, Jan og Kim Utzon samt den verdensberømte Bjarke Ingels. Som konsekvens af prisregnen blev Praksis Arkitekterne sidste år Gazelle-virksomhed efter fire regnskabsår med positiv vækst og en fordobling af omsætningen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder