Ugen i ejendom uge 4

Ugen i Ejendom: Overraskende jobskifte, tykkere fingre og ryk i kontormarkedet

Kristian Kroghs udnævnelse til ny adm. direktør i Thylander Gruppen blev ugens absolut mest læste nyhed. Og det var da også overraskende, at Kristian Krogh, som rykkede til Niam fra Aberdeen allerede i 2011 og kom til at stå i spidsen for den første store udenlandske investors indtog på det danske marked efter finanskrisen, skifter til Thylander.

Kristian Krogh har opbygget en massiv portefølje på tværs af Danmark fra Aalborg over Odense til Roskilde og København sammen med Michael Berthelsen, der nu får chancen for at indtage lederrollen i kontoret i Blox. Niam har sågar været så tidligt inde på det danske marked, at der allerede er blevet solgt adskilligt fra porteføljen igen.

Nu skal han altså lede Thylander Gruppen, som de seneste år har taget nogle meget store hop fra et ejerledet selskab med få ansatte til at blive en professionel forvalter, der kan tiltrække stadig flere profiler fra såvel det institutionelle som det fondsejede miljø.

Læs også Kristian Krogh bliver adm. direktør i Thylander Gruppen

Rokaden betyder også, at Niam har fyldt op og hentet Jacob de Lichtenberg ind fra Cushman Wakefield RED til at hjælpe til med de fremtidige akkvisitioner.

Efterhånden må det være spændende morgener, hvor vejret lige skal holdes en ekstra gang, når vi rammer den 30. eller 31. for de fleste partnere i mæglerbranchen. Der er mange af de dygtigste mæglere, der i øjeblikket hopper over på den anden side af bordet. Det sker blandt andet i takt med, at de internationale investorer, der kom ind i markedet langt senere end Niam, nu er ved at have fyldt så meget på hylderne, at de opbygger egen administration i Danmark og derfor har brug for kompetente kræfter til køb, salg og udvikling af ejendommene.

De mest læste nyheder på transaktionssiden denne uge var dog hverken udenlandske investorer på den ene eller den anden side af bordet. Tækker Group nedbragte nemlig yderligere sin portefølje udenfor det jyske med salget af en kontorejendom på Frederiksberg, og dermed fik jobportalen Jobindex ny udlejer. I den anden handel, der blev læst af flest drejede det sig om en anden langvarig ejer, der også er ved at sælge ud og samtidig bruger kapital på ny udvikling. Det er nemlig Danica, der har solgt to ejendomme i Middelfart til Bygningsstyrelsen, der bruger dem til skat.

Læs også Ejendomskompleks på Frederiksberg solgt

Bygningsstyrelsen var for de fleste før i tiden set som en typisk sælger i markedet men har de seneste år markeret sig ved at købe flere ejendomme op, der kan bruges strategisk i udviklingen af statslige institutioner og knudepunkter, der er mere fleksible end når der skal findes et særskilt lejemål hver gang den politiske prioritering bliver ændret. Netop det er der snart udsigt til med et forestående folketingsvalg, og så vil der formentlig igen blive rykket rundt på, hvem der har hvilke opgaver og dermed hvilke styrelser og ministerier, der har brug for mange og færre medarbejdere og dermed på lokalebehovene.

Læs også Køber to fynske kontorejendomme for 2-cifret millionbeløb

I denne uge kom regeringen med et spændende udspil, der på alle måder bliver interessant for ejendomsbranchen. Fingerplanen kommer nemlig i fremtiden ikke til at bestå af slanke fingre men af en lidt mere buttet hånd med pølsefingre. Byer udenfor København får mulighed for at åbne op for yderligere erhvervsudvikling, flere udvalgsvarer og bedre trafikal dækning. Det er måske et lidt omfattende oplæg at tygge sig igennem, men vi har på redaktionen i Estate Media gjort noget af arbejdet og leverer et overblik men også et link til den egentlige PDF med planen, som jeg tror vil være relevant stof – enten til handling eller bare eftertanke – for de allerfleste i ejendomsbranchen.

Læs også Regeringen åbner for nye udviklingsområder

Læs også Brug for op til 7.500 flere boliger i hovedstaden

Læs også Regeringens hovedstadsudspil: De vigtigste ændringer i planmulighederne

Fra den anden ende af landet udkom i denne uge et overblik over de største transaktioner i Aalborg. Og der har været god efterspørgsel, selvom flere i markedet i øjeblikket er bekymrede over udviklingen.

Især antallet af luksuslejligheder er stukket af. Det er en bekymring, som mange deler ikke bare i Aalborg men også i resten af landet. På sidste uges 2-dages konference Boligdagene fik vi tre markante aktørers bud på, hvordan de ser boligmarkedet og udviklingen.

Se videoerne Sådan bliver de vigtigste tendenser i boligmarkedet – se Jacob Kjær, Tony Christrup og Merete Larsen

Og i næste uge igen den 6. februar holder Estate Media konference i Aalborg. Her har vi fået nogle virkelig interessante profiler på programmet både blandt udviklere som Calums Jakob Axel Nielsen og Stigsborg Brygges Flemming Borreskov, mæglere som Nybolig Erhvervs Steen Royberg (der til den tid har fået nyt navn – altså Nybolig ikke Steen) og analytikere som Exometrics Nikolaj Pfeiffer, der har målt på præcis, hvem der vil bo i Aalborg, foruden en lang række andre spændende folk, der lige nu er midt i udviklingen. Konferencen åbnes af rådmand Hans Henrik Henriksen og lukkes af folketingsmedlem Søren Gade. Og med de mixede signaler, der kommer pt. bliver det rigtig interessant at høre konklusionerne.

Læs også Stærkt år for boligejendomme i Aalborg

I hotelbranchen og hotelrådgivningsmarkedet var der også flere spændende nyheder denne uge. NHC, der var Danmarks første multirådgivningsfirma på hotelområdet, var igennem et generationsskifte. Den tidligere Colliers-mægler Knud Larsen, der i 2004 startede for sig selv, træder nu ud af ledelse og partnerkreds og sælger selskabet til Christian Kielgast og Emil Bendtsen.

Læs også Christian Kielgast overtager Knud Larsens ejerandel i NHC

En anden nyhed var Deutsche Hospitalitys køb af majoriteten i Zleep Hotels. Peter Haaber startede for sig selv næsten samtidig med NHC og har i dag opbygget en række selskaber med tilknytning til hotelindustrien, skaffet flere koncepter og mærker til Danmark og er i det hele taget med til at forme hotelbranchens udvikling. Det bliver spændende at se, hvordan væksten i koncernen nu bliver med nye kapitalstærke ejere ombord.

Læs også Majoritetsandel i Zleep Hotels solgt for trecifret millionbeløb til tysk hotelgruppe

I slutningen af februar arrangerer Estate Media den første PropTech konference. Den teknologiske udvikling er noget, man snakker om, men ikke helt har fået ind under huden endnu i ejendomsbranchen og sjældent helt kan overskue, hvad egentlig bringer. ELF Development var i sommer en af de få danske selskaber på Mipim PropTech, og det ser ud til at have været det værd for ejer Ludvig Find, at investere tiden i at sondere terrænet. I hvert fald har ELF Development nu købt sig ind i et finsk PropTech selskab og forventer sig meget af det samarbejde.

Da Carlsberg Byen blev købt af et institutionelt investorkonsortium, var der flere i markedet, der lidt fornærmet antydede, at så købte de jo nok også alle de gode projekter i området enten i fællesskab eller alene. Det blev afvist, og det viste sig også i denne uge at blive bekræftet. CapMan købte nemlig en ejendom, der nu skal omdannes til kontorer og altså dermed blev solgt til en international investor udenfor udviklingskonsortiet.

Læs også Capman foretager første opkøb i Carlsberg Byen

I det hele taget har ugen på transaktionssiden været præget af kontorejendomme og ikke boliger. En ny trend? Det bliver spændende at se.

Faktum er det i hvert fald, at Colliers-partner på Corporate Solutions-området Lau Melchiorsen torsdag på Estate Medias konference om letbanen og investeringerne i det område, hvor den kommer til at køre rundt om København, efterlyste på det kraftigste tidssvarende lokaler til en lang række af kunder, der leder efter kontor og som ikke kan vente 2-3 år på, at det rigtige bliver bygget.

På samme konference påviste direktør i Rambøll Søren Hansen, at vi kan forvente en tilbageflytning af virksomheder til Vesten, når Kina lige om lidt ikke er så interessant at producere i, fordi kineserne selv skal bruge deres varer. Så gælder det om at være klar til at gribe de virksomheder, så de ikke placerer sig i andre europæiske lande.

Derfor er der brug for udvikling af erhvervslokaler: Så kom nu i gang?! Vi får se om den opfordring bliver fulgt i de kommende måneder.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder