torsdag 03. januar 2019 07:11
By & Havn leder efter mindst én partner til boligprojekt i Københavns Sydhavn
Udviklingsselskabet By & Havn leder med lys og lygte efter minimum én samarbejdspartner til byudvikling ved Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn.
Det sker i forlængelse af budgetforliget 2018 for Københavns Kommune, hvor syv partier i september blev enige om, at omkring 550 boliger skal bygges på græsarealet Stejlepladsen ved Bådehavnsgade. Planen er, at området skal udvikles til overvejende udlejningsboliger med 25 procent almene boliger.
By & Havn ønsker at være langsigtet ejer af op til 50 procent af det udviklingsselskab, der skal forestå den samlede udvikling og leder efter en eller flere partnere til at deltage i samarbejdet.
– Målsætningen er at udvikle et grønt, mangfoldigt og varieret byområde med fokus på bæredygtighed og fællesskab. Projektet er endnu kun fastlagt på et overordnet plan, så der er gode muligheder for at deltage i udviklingen helt fra starten og præge hele området, oplyser By & Havn, der går efter en økonomisk, solid samarbejdspartner.
Det kan være en institutionel investor eller lignende, fremhæver By & Havn, der ejes 95 procent af Københavns Kommune og 5 procent af staten.
Læs også 550 boliger ved Fiskerhavnen i Sydhavnen rykker nærmere
Læs også By & Havn sælger fire erhvervsgrunde til i alt 32.300 kvm byggeri
Læs også By & Havn vil indrette kulturhus på mindst 32.000 kvm i Nordhavn (+)
Læs også By & Havn finder vinderteam til 370 boliger på spidsen af Ørestad
Læs også By & Havn finder vinderprojekt til flydende aktivitetshus