onsdag 07. november 2018 08:52
Sampension rykker til Roskilde og køber 121 boliger for trecifret millionbeløb
Sampension har netop skrevet under på køb af en ejendom med 121 lejligheder under opførelse i den sydlige del af Roskilde.
Sælger er projekt- og ejendomsudviklingskoncernen FB Gruppen, og overtagelsen er aftalt til 1. december 2019, hvor ejendommen forventes klar til indflytning. Der er tale om en trecifret millioninvestering, oplyser Sampension, der dermed rykker til Roskilde.
Det samlede boligareal i ejendommen er knap 9.000 kvm.
– Lejlighederne tilgodeser mange målgruppers behov, og så er beliggenheden med få minutters gang til Roskilde Station attraktiv. Roskilde er Danmarks 10. største by og er en veletableret handels- og universitetsby med en forventet befolkningstilvækst frem mod 2028 på 6,4 procent, hvilket ligger pænt over landsgennemsnittet, siger investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen, Sampension.
Han peger samtidigt på en moderat byggeaktivitet i Roskilde, hvorfor Sampension forudser et stigende behov for nye boliger i området både på kort og mellemlangt sigt.
Mellem 44 og 101 kvm
Lejlighederne på Ved Ringen 3-17 bliver på mellem 44 og 101 kvm fordelt på 2 til 4 værelser med altan. Ejendommen opføres som fire sammenhængende bygninger med 4 til 5 etager. Der vil desuden være parkeringskælder med 57 pladser samt knap 100 parkeringspladser udenfor.
Lejlighederne bliver lejet ud.
– Roskilde Kommune er populær for borgere i alle aldersklasser og behovet for boliger er derfor stort. Det glæder os at kunne bidrage med et kvalitetsprojekt, der gør det muligt at få en bolig tæt på bymidten og centralt ved station og indkøbsfaciliteter, siger adm. direktør Hans-Bo Hyldig, FB Gruppen.
FB Gruppen står også bag rækkehusbebyggelsen Himmelev Have, ungdomsboligerne Noden på Musicon og det nye stadion, der er under udvikling i Rådmandshaven midt i Roskilde.
Læs også Dades køber 100 nye lejeboliger i Hillerød
Læs også Svenskere køber 438 boliger nær Amager Strandpark – af svenskere
Læs også Nrep efter køb af Westmarket: Vi har været i dialog med sælger siden foråret (+)
Læs også Nrep køber Westmarket-ejendom og konverterer til hotel
Læs også AP Pension sælger sin andel af Randers Storcenter for trecifret millionbeløb
Læs mange flere nyheder om transaktioner her