
mandag 05. november 2018 07:12
Balder overtager 438 boliger fra Skanska nær Amager Strandpark
Skanska sælger 438 lejligheder i ”Øresund Park” på Amager til det svenske ejendomsselskab Balder. Det er Skanskas hidtil største boligprojekt bestående af rækkehus-lignende boliger, lejligheder og penthouselejligheder.
Det netop afleverede projekt ligger ved Øresund Metrostation ved Amager Strandpark.
Skanska indgik allerede i august 2015 aftale med Balder om byggeriet af de 430 boliger til udlejning . Skanska har stået for hele udviklingen af projektet, der omfatter i alt 42.000 kvm. bolig fordelt på 5 boligblokke med tilhørende 210 parkeringspladser i p-kælder og på terræn.
Opførslen af boligerne er sket over fem etaper. Balder står selv for udlejningen af boligerne.
– Med færdiggørelsen af Øresund Park er vi samtidig med til at afslutte hele området. Vi udviklede boligerne Øresund Strandpark i 2002-2008, og det er en fornøjelse at levere 438 boliger af en høj standard til Balder Danmark, der næsten alle er udlejede, siger adm. direktør i Skanska, Peter Nymann-Jørgensen.
Balder har købt Øresund Park for 1,2 milliard kr. Projektet er også det største nybyggede projekt i Balders danske portefølje.
– Det er attraktivt for mange at leve og bo her, da bilerne er holdt helt væk fra de grønne områder og der er mange forskellige boligformer samlet ét sted. Det er et referenceprojekt for flere fremtidige byggerier i Balder-regi, siger projektchef Jacob Hovmøller, Balder Danmark.
Henning Larsen Architects har tegnet Øresund Park i op til 13 etager.
Læs også Skanska sælger boligprojekt for 1,2 milliarder kr. på Amager
Læs mange flere nyheder om transaktioner her