mandag 16. april 2018 07:40
Op mod 21.000 kvm butikker og kontorer på vej i Trekroner
Et nyt detailområde i Trekroner øst for Roskilde er i fuld gang med at blive udviklet. Det er primært entreprenørvirksomheden Daugaard Pedersen, der har travlt med at bygge i området ved RUC.
I dag er et Bauhaus-varehus dominerende, mens box-butikker som Elgiganten, Jysk, T. Hansen og Petworld er på vej til området.
Det nye centerområde er ifølge adm. direktør Jan Riis. Daugaard Pedersen, resultatet af flere års samarbejde med Roskilde Kommune og flere detailkæder, hvor målet har været “at etablere attraktive og synlige butikker i Roskilde-området, som dækker behovet for at finde alt på ét sted”.
I alt har Daugaard Pedersen opkøbt 60.000 kvm jord af Roskilde Kommune, hvoraf virksomheden i første omgang bygger 15.000 kvm butikker og 5.000-6.000 kvm kontorer. I alt med ejendomsværdier for omkring 300 millioner kr.
Biltema og kontortårn
Også Biltema er på vej til det nye centerområde. Biltema planlægger at placere sit flagskib i området på grund af den centrale placering ved motorvej og midt på Sjælland. Varehuset bliver 8.000 kvm eller cirka dobbelt så stort som det nuværende største varehus fra 2016 og får en ejendomsværdi på omkring 100 millioner kr.
Byggeriet af det nye detailområde gik i gang i juli 2017.
I tilknytning til butiksområdet planlægger Daugaard Pedersen at bygge op til 6.000 kvm kontorer – til køb eller leje.
– De kommende kontorer vil stort set være placeret på trinbrættet på Trekroner Station, og med en bygningshøjde på op til 25 m vil der være optimal synlighed fra Holbækmotorvejen og jernbanen, lyder det fra Daugaard Pedersen, der har udviklet projektet og samtidig står for totalentreprisen af både infrastruktur og bygninger.
Kontortårnet på 25 m på 6 etager får op mod 300 arbejdspladser.
Læs også Lidl ønsker hovedkontor med butik ved Godsbanen i Aarhus
Læs også PFA bag nyt kontorhus i Aarhus med 350 arbejdspladser
Læs også Legos pengetank satser på opkøb af kontor- og butiksejendomme
Læs også Tomgang for kontorlokaler rammer laveste niveau i 9 år i Storkøbenhavn