Adm. direktør Henrik Garver. Foto: FRI

Rådgivende ingeniører: Kommuner skubber milliardregning foran sig

Folkeskoler, plejehjem, idrætsanlæg og biblioteker forfalder mange steder i landet, fordi der i den stramme kommunale økonomi ikke bliver sat tilstrækkelig penge af til at vedligeholde bygningerne. Det samme gælder kommunale veje og broer, der ofte må nøjes med spredte lappeløsninger, selvom der egentlig er brug for totalrenoveringer.

Det fremgår af den omfattende kortlægning af tilstanden i den danske infrastruktur, State of the Nation, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, udgiver hver fjerde år. Af den seneste rapport fra 2016 fremgår det, at mens den statslige og private infrastruktur har fået et løft, er det gået modsat på det kommunale område. Over de seneste fire år er de kommunale veje og bygninger kommet i ringere forfatning og tilstanden bliver løbende værre.

– Situationen er meget bekymrende. Når vores infrastruktur forfalder, så går det først og fremmest ud over de børn og voksne, der i dag skal leve med dårligt indeklima og hullede veje. Men det betyder også, at værdier bliver destrueret hver dag – og det går ud over de næste generationer, som kommer til at betale, siger administrerende direktør Henrik Garver, FRI.

Den offentlige bygningsmasse består af 43 millioner kvm. Mens stat og regioner til sammen ejer 12 millioner kvm, råder kommunerne som den største offentlige bygningsejer over 31 millioner kvm. Omkring halvdelen er skoler, institutioner og kulturbygninger mv.

Dårligt indeklima er et massivt problem i danske folkeskoler. Undersøgelser har tidligere vist, at i 20 procent af klasseværelserne er koncentrationen af CO2 dobbelt så høj som anbefalet. En nylig DTU-undersøgelse fra Realdania viser desuden, at CO2 koncentrationen er højere end anbefalet i 78 procent af skolerne. Den dårlige luft går ud over elevernes velbefindende, koncentrationen og dermed indlæringen.

– Det er i skolerne, at vi lægger grunden for fremtidens vækst og velfærdssamfund. Det kræver ordentlige forhold. Derfor må kommunalpolitikerne gøre op med mange års nedskæringspolitik på dette område og få vedligehold ind i budgetterne, siger Henrik Garver.

Situationen for bygninger gælder også for kommunale veje og broer. Mens trængslen på vejene stiger, bliver der slidt stadig mere på vejbelægningerne. Den gennemsnitlige levetid for et asfaltslidlag er 12-15 år, men i mange kommuner nedbrydes asfalten hurtigere, fordi den ikke afvandes korrekt, vedligeholdes og skal klare mere trafik. Selv om antallet af trafikulykker generelt er faldende, sker stadig 80% af alle ulykker på kommuneveje.

Læs også: Industrijobs flytter hjem til Danmark og lægger pres på industriejendomme





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder