Under finanskrisen væltede det danske ejendomsmarked. Finansiel Stabilitet lå inde med tusindvis af ejendomme, der skulle driftes, færdiggøres og distribueres i markedet, og det var kun, fordi Staten holdt hånden under, at det ikke gik værre end det gjorde.

– Den situation skal vi aldrig stå i igen, lød det fra politikere i hele Europa; ja i hele verden.

Derfor opfandt man en række mekanismer, der skulle sikre, at bankerne som dengang blev ført an af Roskilde Bank, aldrig igen kom til at fokusere mere på toplinjen end på kreditværdigheden hos deres kunder.

I første omgang blev tilsynsdiamanten indført i 2010 og opstiller en række pejlemærker for, hvornår Finanstilsynet synes, at en bank har forhøjet risiko.

I 2013 blev så yderligere Det Systemiske Risikoråd oprettet i kølvandet på finanskrisen. Rådet skal rådgive om, hvordan man forebygger og reducerer systemiske finansielle risici, der kan sætte den økonomiske udvikling under pres.

Formanden for Nationalbankens direktion er formand for Rådet sammen med en række andre offentligt ansatte fra ministerierne, fra Finanstilsynet og fra Aarhus Universitet. Den eneste med tilknytning til den private banksektor er den tidligere Nordea-direktør Peter Schütze. Der er altså ingen med “fingrene i bolledejen” så at sige i rådet.

Det Systemiske Risikoråd skal “fokusere på initiativer, der kan forebygge eller reducere systemiske finansielle risici, som kan sætte hele eller dele af den økonomiske udvikling under pres”. Så når rådet, som er stiftet af Erhvervsministeren, anbefaler noget, så tager han det som regel til efterretning.

Det gjorde han da også i foråret, hvor bankerne blev pålagt yderligere en kapitalbuffer i forhold til de professionelle ejendomsinvestorer. Vist nok fordi nogle få jyske banker havde været lidt friske i forhold til udlån til enkelte københavnske ejendomsselskaber.

Man ved det ikke, for det udtaler hverken rådet eller ministeriet sig om, men i stedet bruger man kollektiv afstraffelse.

Det gør man på trods af, at de store banker stort set ikke har tab på ejendomme i øjeblikket, fordi tilsynsdiamanten har skærpet kreditkravene så markant.

Nu behøver man jo ikke få våde øjne over, at bankerne ikke kan drive forretning eller, at projektudviklerne må tage en pause. Det er i hvert fald sådan en ting, som mange politikere vil have svært ved at svømme hen over, fordi det er en sektor, der præsenterer det ene million-milliardoverskud efter det andet, og det er ikke forbundet med ret mange stemmer at være sød overfor bankerne.

Men det store problem er, at der ikke er nogen, der for alvor parrer det med problemerne i boligmarkedet, som i forvejen er præget af høje priser og manglende udbud, og hvor den stramme kreditgivning bidrager yderligere.

Både borgmestre og ministre ser ellers store udfordringer i, at førstegangskøbere ikke kan komme ind på markedet og har svært ved at låne til en lejlighed medmindre altså, at de tjener minimum 60.000 kr. om måneden, som det står i den netop udkomne københavnske boligredegørelse. Men hvorfor er det sådan; ja, det er det jo blandt andet fordi, bankerne skal holde sig til ganske rigide regler i forhold til de skærpede krav til, hvordan økonomien skal skrues sammen i de enkelte familier.

Det kaster de unge ud i lejeboligmarkedet, som på kort sigt er med til at løse et problem, men som på længere sigt ikke er med til at få de unge ind på ejendomsmarkedet.

En af løsningerne på det som i den forgangne uge er blevet kaldt “det lukkede boligmarked” kunne være at bygge flere andelsboliger. Men som det er nu, er reglerne for finansieringen også her så besynderligt og stramt skruet sammen, at stort set ingen professionelle bygherrer har lyst til at kaste sig over det.

Der er ingen, der ønsker sig en ny finanskrise. Men der er vi altså ikke.

Selvfølgelig skal kunderne stadig kreditvurderes, og der skal ses på økonomien i den enkelte familie. Og selvfølgelig skal der ses på om den enkelte ejendom, selvom det er til private, vil have en LTV, Loan to Value, der gør, at banken eller realkreditinstitutterne ikke taber penge, hvis der ikke bliver afdraget. Men lige nu er vi langt ude over det niveau.

Politikerne bliver nødt til at kæde boligmarkedets udfordringer sammen med den stramme kreditgivning. Nok er nok. Når du strammer garnet, så kvæler du jo barnet…