Torsdag fik Danmark en ny boligminister. Det blev Sophie Hæstorp Andersen, der afløste Pernille Rosenkrantz-Theill.

Det har affødt en del polemik, men som du også kan læse her, så tror jeg på den korte bane, at det kan være en fordel for ejendomsbranchen med en Sophie Hæstorp Andersen i ministeriet og en Lars Weiss på overborgmesterposten.

På den lange bane er det mere usikkert, hvad konsekvenserne kan ende med at blive, for det er et helt åbent spørgsmål, hvordan Pernille Rosenkrantz-Theill vil være som branchens københavnske sparringspartner, hvis hun ender med at vinde overborgmesterposten.

Men lad det nu ligge. For i denne kommentar koncentrerer vi os om de opgaver, som Sophie Hæstorp Andersen kunne kaste sig over, når hun nu har flyttet kontor fra Københavns Rådhus og bare 13 minutters gang østpå til Holmens Kanal 22. For hvis nu pladen var visket ren, hvad ville så gøre en forskel i boligmarkedet både for danskerne og for bæredygtigheden i boligmarkedet?

Her er en liste over de udfordringer, som står i kø inklusiv dem, som ingen politikere tør røre ved:

*1 En mere fri prisfastsættelse på lejeboliger. Der er brug for større flow i boligmarkedet. Mon ikke en del af knuden i boligmarkedet  ville løse sig op, hvis hele boligmassen fik en markedsbestemt leje? I dag har vi masser af ejendomme på attraktive beliggenheder, som lejes ud billigt, fordi lejepriserne er fastlagt for længe siden, da de store byer ikke var så attraktive som i dag. Det dæmper mobiliteten og kan være med til at presse prisen i vejret på lejeboliger i nybyggeri.

*2 Incitamenter for at energirenovere lejeboliger. Det kunne være smart at finde et incitament, der gjorde, at udlejere havde en interesse i at energirenovere. Måske skal lejerne være med til at betale især hvis det går sådan, at omkostningerne til varme og el bliver nedsat. Det vil øge investeringerne og opgradere boligmassen samt bidrage til klimamålene.

*3 Flere relevante boliger. Der er nøgternt set ikke brug for flere parcelhuse i Danmark. Der er heller ikke brug for flere lejeboliger, hvis man vil bevare et blandet boligmarked. Men som markedet er i dag, er det ikke altid det mest interessante at bygge til der, hvor behovet faktisk er. Det bør laves om.

*4 Det skal være lettere for unge at komme ind på boligmarkedet. Vi er ved at spilde en generation af boligejere på gulvet i storbyerne. Det gavner ingen – måske med undtagelse i nogle tilfælde af provinsboligmarkederne. Der har været debat om den såkaldte Oslo-model – det kunne være en mulighed, – men der kan helt sikkert også udtænkes andre, hvis man sikrer en god dialog mellem alle ejendomsbranchens parter.

Kunne man måske overveje en form for bolig-“trepartsaftale”, som er det helt nye i dansk politik. I boligmarkedet er det som om, at det altid er en kamp mellem lejere og udlejere, politikere og investorer, kommuner og projektudviklere, …you name it. Der er mange penge involveret, men det er der også i andre brancher. Det skræmmer måske nogle af parterne, men det er på tide, at alle sidder om bordet og i fællesskab tænker muligheder – ikke begrænsninger. For at starte småt kunne man i hvert fald sørge for at skabe større dialog med branchen. Kom ud og vær med, hvor branchen færdes. Forlad trygt Holmens Kanal både politikere og embedsmænd og blive klogere på, hvad der driver markedet.

*5 Vi skal ikke have bydele bestående af kun lejeboliger eller kun ejerboliger. Flere kommuner ønsker værktøjer, der kan hjælpe med at skabe flere ejerboliger. Det er en lovgivning med høj kompleksitet, men det er vigtigt at sikre blandede byer uden, at det nødvendigvis bare betyder flere almene boliger. Det er måske ikke i den enkelte udvikler eller investors interesse, men det vil på sigt betyde, at man undgår nyudviklede slumlignende områder. Og så er det pludselig i de professionelle ejeres overordnede interesse alligevel. I den forbindelse er der også lidt udfordringer med byggesagsbehandling og konsistens i de politiske beslutninger i lokalområderne, som kunne blive bedre.

*6 Tag en dialog med transportministeren. For at sikre et flydende og optimalt mobilt boligmarked er infrastrukturen både i form af vejnet og offentlig transport vigtig. Et eksempel: Kystbanen langs Nordsjællands kyst har for eksempel aldrig fungeret dårligere end i disse år, og det understøtter ikke et mobilt boligmarked. Hvis det skal være attraktivt at skabe de rette boliger over hele landet, så skal infrastrukturen virke.

*7 Der skal være incitamenter for transformation og omdannelse, så vi ikke river mere ned end absolut nødvendigt, men kan skabe nye boliger i udslidte ejendomme. Det er mest bæredygtigt. Der er masser af kompetente mennesker i bygge- og ejendomsbranchen, der kan tage fat på det. Men det kræver, at det bliver mere interessant end det er i dag, hvor alle mulige love og regler spænder ben, og intet forhindrer en succesfuld nedrivning.

Det var bare det.

Og så et stort tillykke med jobbet, Sophie Hæstorp Andersen.