torsdag 29. august 2024 16:01
Entreprenør går konkurs
Den københavnske entreprenør HKB er gået konkurs.
Det oplyser selskabet torsdag.
Det er selskabet selv, der har indgivet konkursbegæringen.
– Beslutningen er et resultat af enkeltstående byggesager, der har givet udfordringer, som ledelsen ikke længere kan se en realistisk løsning på, trods gentagne forsøg på at finde en løsning, og vi må derfor takke af efter 24 år i byggebranchen, lyder det i en udtalelse fra selskabet.
HKB er en københavnerbaseret entreprenør der udsprang af et murerfirma og beskæftigede ca. 45 medarbejdere og havde eksisteret siden 1999.
Tilbage i november ansatte HKB Anders Bang Henriksen som ny adm. direktør. Anders Bang Henriksen kom fra en stilling som driftdirektør hos Pihl & Søn. Ansættelsen af Anders Bang Henriksen skulle ifølge HKB styrke den eksisterende forretning og tilføje et forretningsben indenfor nybyggeri, fortalte stifter Henrik Mørkholt.
Ifølge HKB var de endte i en ond spiral.
I løbet af den seneste tid har de været udfordret af konflikter, der har medført en betydelig nedsat omsætning. Samtidig har de haft svært ved at stille nye garantier. Dermed har det ifølge dem selv være umuligt at tage nye projekter ind, der ville kunne øge omsætningen.
– Nu er vi desværre nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan arbejde os ud af vores situation. Til trods for en positiv egenkapital, må vi erkende, at vi ikke længere har den fornødne likviditet, skriver de i en pressemeddelelse.
HKB A/S forventes ikke at genopstå, men Dennis Schou, der var produktionschef og partner, vil forsøge at drive noget af virksomheden videre i eget regi.