![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2024/02/tetriis_2673.jpg)
mandag 06. maj 2024 09:40
Nicolai Irminger lander nyt job efter Tetriis-afsked
Nicolai Irminger Axholm er ny Development Director i ejendomsudviklingsvirksomheden Squaremeter.
Dermed har han fremtiden på plads, efter han sammen med flere andre var nødt til at stoppe i Tetriis i begyndelsen af året.
Hos Tetriis var Nicolai Irminger Axholm transaktionsdirektør.
I løbet af de seneste måneder har han nået at tage nogle mindre konsulentopgaver, som han vil afslutte samtidig med sit nye job.
– Fra nu af er det fuld fart med udvikling og asset management. Blandt andet et stort boligprojekt i Bådehavnsgade, et kontorprojekt på Hauser Plads og nye sager er på opgavelisten, siger han.
Giver nedslidte bygninger nyt liv
Squaremeter skriver om sig selv, at de er et dansk firma baseret i København med mange års erfaring inden for nænsom ejendomsrenovering og -udvikling. Deres kant i markedet er, at give nedslidte bygninger nyt liv og nye funktioner til gavn for lokalmiljøet.
Derudover driver de selv de steder, de udvikler, og deres engagement er langsigtet.
I forhold til at få nye opgaver ind i Squaremeter garanterer Nicolai Irminger Axholm, at han vil være aktiv i forhold til sine relationer i branchen.
– Jeg kommer helt sikkert til at række ud i netværket for at høre, hvad der er af muligheder derude, siger han.
Før sin tid hos Tetriis var Nicolai Irminger Axholm i mange år en del af By & Havn, hvor han var chef for udlejning af ejendomme.