Brug ikke. Forkert format.

MT Højgaard – den svære opgave

Der var engang, hvor Højgaard & Schultz og Monberg & Thorsen begge var blandt Danmarks absolut mest hæderkronede virksomheder. Danske virksomhedskoryfæer med imponerende projekter i udlandet. Når nu det gik så godt, så var det åbenlyst fornuftigt at slå de to virksomheder sammen for at 2+2 kunne give 5, og det endte de da også med at blive enige om i 2001.

Men lige siden har den åbenlyse fusion ikke givet den effekt, som var forventet. Og på bestyrelsesplan har der været en zigzag-kurs i håbet om at finde den profil, der kan skabe vækst og samtidig få bundlinjen med.

Senest tog man manden i spidsen for koncernens guldfugl Enemærke & Petersen, Henrik Mielke, og håbede, at han kunne overføre successen i det lille datterselskab til moderselskabet og den langt større koncern.

I regnskabet 2022 blev Henrik Mielkes tiltrædelse som koncernchef præsenteret som en milepæl i selskabets udvikling. Og samtidig kunne man præsentere, at MT Højgaard endnu engang satte vigtige aftryk på det danske landskab med en bro over Guldborgsund til 509 millioner. kr., grønne værksteder i Næstved for DSB til 1,3 milliarder kr., og anlæg af den nye Nordhavnstunnel. Det er altså ikke en ubetydelig spiller, der er tale om.

Men efter 1,5 år må man konstatere, at den løsning tror bestyrelsen så heller ikke på.

Mens vi bestod testen på det danske hovedmarked, havde vi udfordringer internationalt. Det kostede i form af nedskrivninger på både projekter, goodwill og merværdier fra opkøb, og trods reorganisering blev resultaterne utilfredsstillende. I 2023 er det derfor en hovedopgave at få MT Højgaard International på ret køl og skabe bæredygtige virksomheder på de få og nøje udvalgte internationale markeder, hvor vi har særlige kompetencer og kritisk masse, var udmeldingen og ønsket, som i 3. kvartal stadig ikke var indfriet.

MT Højgaard var engang en gigant på det danske marked og Danmarks største entreprenør. Og efter det daværende Pihls konkurs også den eneste store danske. Senere har Aarsleff vokset sig stor.

Dengang var det ofte entreprenørerne, der sad for bordenden, drev projekterne og i det hele taget var dem, der satte dagsordenen. Det var også dengang en meget magtfuld entreprenørforening tronede i højhuset på Nørreport. I dag er bygherrerne og investorerne i højere grad selv dem, der driver projekterne. Ikke mindst efter der blev skubbet bygherrerådgivere ind mellem bestillerne og leverandørerne.

Det har svækket indflydelsen og positionen og er måske med til at gøre det sværere at gøre sig gældende som dansk entreprenør, hvor ens identitet nu også er parkeret lidt mere bredt hos DI Byggeri.

Det er måske en medvirkende forklaring – men ikke en undskyldning. Så tilbage til MT Højgaard.

Går man lidt tilbage, så blev der først hentet en industriprofil i form af Kristian May. Så var der Torben Biilman, så var der Andres Heine Jensen på et kort visit, og han blev så  afløst af bestyrelsesmedlemmet Morten Hansen, der primært så sig selv som en overgangsfigur og ville tilbage til sin karriere som projektudvikler. Flere af forgængerne har også haft bøvl med de udenlandske projekter, men for fleres vedkommende har bestyrelsen været lidt mere langmodig end den nuværende.

Senest blev så Henrik Mielke hentet ind, inden også han ramte MT Højgaard-muren og den – måske –  lidt uoverskuelige – og i hvert fald meget større maskine med projektudvikling og internationale projekter som MT Højgaard er. Og nu prøver man så noget nyt igen.

Ind kommer endnu et bestyrelsesmedlem, der udtræder af bestyrelsen for i stedet at stå i spidsen for koncernen. Steffen Baungaard har en relevant og succesfuld fortid. Han har stået i spidsen for Huscompagniet og formået både at vækste og strømline på samme tid. Og han har været koncernchef for NCC, inden han i næsten 12 år frem til 2021 stoppede i aktiv ledelse og tilføjede en række bestyrelsesposter.

Nu skal han stå i spidsen for de tre selvstændige selskaber: MT Højgaard Danmark, MT Højgaard International og MT Højgaard Project Development, som koncernen blev opdelt i i 2021. Og det er en vigtig opgave han har for at føre Sven Schultz og Knud Højgaard, Axel Monberg og Ejnar Thorsens store indsats videre. Der er brug for, at vi har danske virksomheder, der kan byde kvalificeret ind på at udbygge vores samfund i de kommende år og sikre, at der er både en sund konkurrence, men også stærke virksomheder, der kan være med til at tappe ind i og udvikle byggeri i en bæredygtig dagsorden. 

Så af hensyn til mange forskellige – både konkrete og mere overordnede – perspektiver, må branchen ønske Steffen Baungaard alt mulig held og lykke med opgaven!

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder