onsdag 13. september 2017 00:52
BIG vil indtage Aalborg med højhus, havnepromenade og endnu et ottetal
Syv nordjyske investorer er gået sammen om at skabe et mekka for interesserede i sjældne biler, supersportsvogne og motorcykler. Det sker hvis Aalborg Kommune giver tilladelse til en ottetalsformet bilremise, der bliver et levende museum og samlingspunkt for bilentusiaster på havnefronten øst for KMD-huset.
Ved siden af bilremisen ønsker investorerne at opføre et 107 meter højt tårn med lejligheder, der alle får udsigt over Aalborg. BIG-projektet binder hele Aalborg sammen i én ubrudt havnefront, hvor man langs Limfjorden kan gå fire kilometer mellem Spritten og det nye BIG-projekt.
Bag projektet står syv nordjyske investorer, der tæller Eigild Christensen, Mads Peter Veiby, Jacob Christensen, Jørgen Bønsdorff, Jan Nygaard, Mark Nielsen og Jacob Bang – alle erhvervsfolk med en glødende interesse for biler.
– Vi vil gerne opføre dette arkitektoniske mesterværk, fordi vi elsker biler og ønsker at dele vores kærlighed med alle, der har lyst til at bruge huset eller bare komme og kigge ganske gratis. Samtidig har vi ønsket at skabe et lejlighedsfyrtårn, der sammen med de to øvrige BIG-projekter i Aalborg for alvor vil sætte byen og Nordjylland på verdenskortet, siger Eigild Christensen.
Det milliarddyre projekt er opstået ud fra ønsket om at skabe et samlingssted for biler, motorcykler og specialværksteder, og i 8-tallet skal der ud over den dynamiske museumsudstilling med plads til 350 køretøjer være værksteder, bilklargøring, restaurant, isbar, eventrum og kontorer.
Som en del af projektet har BIG med arkitekt og ansvarlig partner David Zahle i spidsen ydermere skabt et 107 meter højhus med først syv parkeringsetager og dernæst boliger fordelt over yderligere 21 etager. Heraf er to af etagerne reserveret til fællesrum, restaurant samt sports- og fritidsaktiviteter.
Højhuset er tegnet under stor hensyntagen til vindforholdene i Aalborg, hvorfor BIG har skabt en særlig arkitektur, hvor den bølgende og sky-lignende facade består af altaner, der er med til at bryde vinden på en måde, som flade altaner og vinduespartier ikke er i stand til.
Lejlighederne får en varierende størrelse på 70, 140 og 210 kvadratmeter for at tage hensyn til forskellige familiemønstre og økonomiske udgangspunkter, og på toppen placeres en offentligt tilgængelig skybar og restaurant.
Projektet binder hele havnefronten sammen og sikrer for første gang, at man kan gå fire kilometer langs det, der i vores optik er på vej til at blive landets mest attraktive havnepromenade.
Projektet er på nuværende tidspunkt præsenteret for borgmesteren, rådmanden og stadsarkitekten. Næste skridt er, at byggeriet skal behandles i By- og Landskabsforvaltningen, hvorefter der skal vedtages en lokalplan.
Læs også: H.C. Andersen-tårnets bagmand: Jeg tror 100 procent på, at vores plan bliver realiseret