Silkeborg. Foto: Silkeborg Kommune.

Silkeborg er blevet sejt – 100 lokalplaner i pipeline

Silkeborg har de seneste 10 år været igennem en markant udvikling med mere end 11.000 eller næsten 15 procent flere indbyggere.

Det er exceptionelt især, fordi Silkeborg er en af Danmarks yngste byer. Den opstod i 1848, da Michael Drewsen grundlagde Silkeborg Papirfabrik og udnyttede Gudenåens brusende vand til produktionen. I dag er det Danmarks 9. største kommune med næsten 100.000 indbyggere med Silkeborg som hovedby, hvor halvdelen, 50.000 indbyggere, bor.

– Vi er midt i en meget positiv udvikling. Der bygges mange nye boliger, der er et stort overskud af tilflyttere fra andre kommuner, og der fødes flere børn i Silkeborg end gennemsnittet, sagde formand for Plan og Vejudvalget Martin Jakobsen, Silkeborg Kommune, da han for nylig talte på Estate Medias konference Zoom Silkeborg.

Væksten er især kommet, fordi unge familier fra Aarhus kigger sig omkring og ikke kan finde en bolig i Aarhus, som de kan betale. Mange vil gerne eje deres egen bolig, og i Aarhus er der bygget mange lejeboliger, mens udbuddet af ejerboliger som unge familier har kunnet betale, ikke har været tilstrækkeligt. Samtidig åbnede det sidste stykke af motorvejen mellem Aarhus og Herning i 2016 og dermed blev det både nemt, hurtigt og overkommeligt at arbejde i Aarhus og bo i Silkeborg.

– Lige nu har vi 100 lokalplaner i pipeline, siger Martin Jakobsen.

Martin Jacobsen, Silkeborg Kommune. Foto: Birch Ejendomme.

Projektudviklingsselskabet Birch Ejendomme er en af de udviklere, der har bygget i Silkeborg de seneste år.

– Huslejen i Silkeborg har overordnet haft et højt og rentabelt niveau på tværs af diverse boligtyper de senere par år, og det har gjort det attraktivt at bygge udlejningsboliger, siger udlejningschef Steen Bøgild Paulsen, Birch Ejendomme.

Der er to hovedgrupper af købere, og dermed to interessante typer boliger at investere i, i Silkeborg.

– Den ene er lejligheder til seniorer, som gerne vil bo for eksempel i højhuset Papirtårnet midt i byen eller i lignende byggerier, og den anden er børnefamilier, der køber nyere eller renovérbare parcelhuse eller tæt-lavt, påpegede associeret partner Mads Faber, Nordicals på konferencen.

Arkitektfirmaet Effekt har tegnet et bud på en ny havnefront i Silkeborg. Illustration: Silkeborg Kommune/Effekt.

Mange steder i Danmark er kommuner og investorer mere positive end hvad der måske bliver brug for i forhold til antallet af nye boliger, men det gælder ikke i Silkeborg.

– Der er helt klart efterspørgsel i Silkeborg. Oven i købet viser vores tal en tendens til, at man gerne vil betale lidt mere for en ejerbolig end den gennemsnitlige udbudspris, hvis man kan finde den rigtige bolig, siger direktør Nikolaj Pfeiffer, Exometric, der også var en af oplægsholderne på Zoom Silkeborg og fortsætter:

– Ser man tyve år frem vil der komme flere unge og flere i aldersgruppen 35-50 i forhold til gennemsnittet. Desuden bliver der flere ældre ligesom der gør over hele Danmark, siger Nikolaj Pfeiffer.

Men Exometric påpeger, at man skal holde godt øje med udviklingen.

– Aarhus Kommune er godt klar over, at de har et problem i forhold til udflytning. Derfor arbejder de også på at skabe rum til de unge familier i flere nye bydele rundt om Aarhus. Så konkurrencen om indbyggerne vil blive skærpet i de kommende år.

Se hele artiklen om Silkeborg i den nyeste udgave af Estate Magasin, der kan læses her.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder