Volker Petters, partner i bpplan og Janina Zerbe, partner i KHR Architecture. Foto: bbplan og KHR Architecture.

KHR Architecture skal tegne stort skoleprojekt i Tyskland

Den danske arkitektvirksomhed KHR Architecture skal være arkitektrådgiver for et stort skoleprojekt i det nordlige Tyskland i samarbejde med arkitektvirksomheden bpplan. Det sker, efter at de to virksomheder vandt en tilbudskonkurrence. De skal nu planlægge opførelsen af tre skolebygninger til skolen “Schulzentrum Mittelangeln”, som kommer til at ligge tæt på den dansk-tyske grænse.

I alt skal der opføres 12.700 kvm skolebygninger fordelt over flere faser. I første fase skal 3396 kvm klasse- og faglokaler designes til årgang 11 til 13 årgang. Efter klasselokalerne er færdiggjort, er det planen at en administrationsbygning på 7000 kvm og en sportshal på 2400 kvm skal tegnes.

– Vi har foreslået et design baseret på præfabrikerede træmoduler. Det harmonerer godt med bygherres ønsker om en kort byggetid og et miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt profil, siger kreativ direktør og partner i KHR Architecture Janina Zerbe og fortsætter:

– Opgaven er interessant, fordi vi skal skabe en ny bygning, der både harmonerer med den eksisterende bygningsmasse og peger fremad. I de næste faser skal to nedslidte bygninger rives ned og erstattes med nye, og de resterende bygninger skal med stor sandsynlighed renoveres. Derfor kan arkitekturen for denne første fase meget vel blive afgørende for den helhed, der skabes på sigt.

KHR Architecture er en af Danmarks ældste tegnestuer og har over 50 medarbejdere. I foråret 2022 kom virksomheden under rekonstruktion som følge af coronaudfordringer og høj gæld. Redningen kom i form af en udvidet partnerkreds, som samlet skød 5 millioner kr. ind i arkitektstuen, så den kunne overleve.

Sådan skal skolen se ud ovenfra.
Illustration: KHR.

Kommet stærkt ind på det tyske marked

Det tyske marked er ikke ukendt territorie for KHR Architecture. Tegnestuen har lige afsluttet projekteringen af et stort skolebyggeri i Berlin sammen med en anden tysk arkitektvirksomhed.

Janina Zerbe glæder sig til at fortsætte virksomhedens ekspansion på det tyske marked.

– Vi har opbygget gode relationer og kendskab til det tyske marked gennem de seneste år og er naturligvis glade for, at det viser resultater på opgavefronten, siger hun.

Hun glæder sig også til at starte samarbejde med bbplan.

– Det er første gang, at vi skal løse et projekt sammen med tegnestuen bpplan, men samarbejdet tegner lovende. Bpplan er en mindre tegnestue med base i Hamborg. De har et godt kendskab til modulært træbyggeri, til regionen og til de gældende tyske regler. Vi har til gengæld stor erfaring med skolebyggeri og digital projektering, og på den måde supplerer vi hinanden rigtig godt, siger Janina Zerbe.

Læs også Partnere skyder 5 millioner kr. i KHR og undgår konkurs

Læs også KHR Architectures rekonstruktionsplan drøftes om tre uger





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder