Den nye bydel Favrholm syd for Hillerød. AI, Gehl og Niras har i fællesskab udfærdiget den overordnede masterplan for Stadionkvarteret, som blev godkendt af byrådet i Hillerød den 31. august 2022. Illustration: Favrholm Helhedsplan 2022

Grønt lys til enormt nordsjællandsk bydelsprojekt

Hillerød Byråd har 31. august vedtaget Favrholm Helhedsplan 2022 og masterplanen for Stadionkvarteret, oplyser den nordsjællandske kommune.

Dermed kan udviklingen af den nye bydel syd for Hillerød fortsætte. Stadionkvarteret skal ligge i Favrholm, hvor Nyt Hospital Nordsjælland er ved at blive opført ligesom den nye Favrholm S-togsstation.

I selve Stadionkvarteret skal være et stadion og omkringliggende fodboldbaner med plads til både fodbold på højt niveau, lokale fodboldklubber, et tilknyttet sportsakademi og 2.200 boliger, erhverv, daginstitution og formentlig en skole.

– Det er knap tre år siden, vi første gang løftede sløret for ambitionerne for området, og nu står vi her med en færdig masterplan til et virkelig spændende område. Vi har sammen med udviklingsselskabet Stadionkvarter Favrholm ApS arbejdet på at skabe et område, hvor hele det nye stadion og en sportsfælled bliver midtpunktet i kvarteret.

– Visionen er at gøre det til ’bydelens dagligstue’ eller stedet, vi mødes både til store events og til den daglige fodboldtræning, anden sport og andre aktiviteter, siger Hillerød-borgmester Kirsten Jensen (S), der glæder sig over den interesse, der har været for projektet.

Glæde over vedtaget masterplan
Masterplanen for Stadionkvarteret har været i offentlig høring. Blandt andet er et forslag om en mulig kirke skrevet ind i masterplanen. Masterplanen er udarbejdet for Hillerød Kommune af udviklingsselskabet Stadionkvarter Favrholm og selskabets rådgiverteam bestående af AI, Gehl og Niras.

Hos udviklingsselskabet er der selvsagt glæde over, at masterplanen nu er vedtaget.

– Godkendelsen af masterplanen er først og fremmest resultatet af et særdeles godt samarbejde med Hillerød Kommune, som har frembragt nytænkende visioner og konkrete løsninger for et bæredygtigt, sundt og inkluderende Stadionkvarteret. Et resultat som allerede nu har sikret, at udviklingsselskabets finansiering for det videre udviklingsarbejde og ikke mindst realiseringen af Stadionkvarteret er på plads, siger adm. direktør David Ernst-Sunne, Stadionkvarter Favrholm ApS og ejendomsudvikleren Propreco.

Tidshorisont og arkitektkonkurrence
Udviklingen af området fortsætter de kommende år. Stadionet og de første boliger forventes at stå færdig omkring år 2027, lyder meldingen.

Næste skridt i udviklingen er, at udviklingsselskabet på vegne af Hillerød Kommune udbyder en arkitektkonkurrence for stadion og de nærmeste omgivelser. Samtidig med vedtagelsen af masterplanen godkendte politikerne i Hillerød Kommune derfor også programmet for arkitektkonkurrencen. Konkurrencen holdes som et parallelopdrag, hvor tre teams udvælges til at komme med hver sit forslag.

Fodboldklubben FC Nordsjælland har også været en aktiv spiller i tilblivelsen af Favrholm Stadionkvarter. Klubben har været rådgiver for udviklingsselskabet i forhold til de krav, der stilles til fremtidens idrætsanlæg til fodbold på højt niveau. FC Nordsjælland kommer også til at deltage i bedømmelseskomiteen, ligesom Hillerød Fodbold Elite har en plads.

Læs også Ejendomsudvikler vil bygge 2.500 boliger og stadion i Nordsjælland

 

Fakta: Arkitektkonkurrence

– Konkurrenceområdet og resten af Stadionkvarteret er en central del af Hillerød Kommunes udvikling af den nye bydel Favrholm, som med sine 300 ha vil udvide Hillerød betragteligt over de næste mange år

– Favrholm kommer på sigt til at have 3.000-4.000 boliger og mange arbejdspladser. Alene på Nyt Hospital Nordsjælland vil 4.000 ansatte få deres daglige gang

– Stadionkvarteret i Favrholm udgør cirka 95 ha af hele Favrholm og udvikles med udgangspunkt i en udviklingsaftale mellem Hillerød Kommune og det private udviklingsselskab Stadionkvarter Favrholm ApS

– AI A/S, Gehl A/S og Niras A/S har i fællesskab udfærdiget den overordnede masterplan for Stadionkvarteret, som blev godkendt af byrådet i Hillerød den 31. august 2022

Kilde og kommentar: Hillerød Kommune 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder