- Det har været en stor beslutning (at gå på pension, red.), siger Joachim Wengenroth, der stopper om godt 2 år, når han går på pension som 80-årig. Foto: EDC Poul Erik Bech

Afdelingsdirektør i LEA går på pension som 80-årig: Det skal jo stoppe på et tidspunkt

Joachim Wengenroth, der er afdelingsdirektør i LEA Ejendomspartner i Odense, har taget den store beslutning om at gå på pension, når han fylder 80 år. Selvom der er godt 2 år til, har han valgt at melde det ud til sine medarbejdere, så der er god tid til at sikre et gnidningsfrit generationsskifte.

Ejendomsadministrationsselskabet LEA Ejendomspartner er en del af EDC Poul Erik Bech-koncernen.

– Det har været en stor beslutning. Afdelingen med otte medarbejdere har været mit hjertebarn, og derfor er det også afgørende for mig at sikre en god proces om generationsskiftet. Vi kommer til at ansætte en ny souschef, der skal være med til at sikre kontinuiteten og driften i afdelingen. Vi er en solid afdeling med skarpe profiler, stor ekspertise og et stærkt netværk i området, så jeg er sikker på, at afdelingen går en ny, spændende tid i møde, og jeg ser meget frem til ansættelsen, siger Joachim Wengenroth, der fylder 78 år den 25. maj, oplyser han til Estate Media.

Fra nul til otte ansatte
I 2018 startede Joachim Wengenroth hos LEA Ejendomspartner, hvor han som afdelingschef blev ansat til at gå forrest i at starte virksomhedens helt nye afdeling op i Odense. Afdelingen er kommet godt fra start, så Joachim Wengenroth i dag har bygget afdelingen op til otte ansatte og mere travlt end nogensinde før.

Især den travle hverdag kommer han til at savne.

– Jeg elsker mit arbejde. Det har været sjovt og motiverende at starte helt forfra og se afdelingen blomstre op. Det er også den primære årsag til, at jeg er fortsat så længe. Arbejdet er spændende, udfordrende og ikke mindst sjovt. Så jeg kan slet ikke lade være med at møde ind om morgenen med et bredt smil på læberne. Derfor bliver det også meget vemodigt at skulle sige farvel til det arbejde, jeg har været så glad for, og det er svært overhovedet at tænke i de baner. Men jeg erkender, at det jo skal stoppe på et tidspunkt, og det er også med det udgangspunkt, at jeg vælger at melde min pension ud nu, siger Joachim Wengenroth.

Odense-afdeling bliver fremhævet
LEA Ejendomspartner A/S med adm. direktør Lars Ismiris og bestyrelsesformand Poul Erik Bech har endnu ikke fremlagt årsrapport for 2021. I 2020 steg omsætningen til 45 millioner kr. fra 42 millioner kr., mens resultatet før skat landede på 0,1 million kr. efter et underskud på 2,7 millioner kr. i 2019.

– Fremgangen i omsætning er baseret på tilgang af nye kunder og udvikling af bestående kundeforhold – ikke mindst i afdelingen i Odense, fremgår det af ledelsesberetningen i LEA Ejendomspartners årsrapport for 2020.

 

Fakta: LEA Ejendomspartner

– LEA Ejendomspartners historie går tilbage til 1978, hvor EDC Poul Erik Bech blev etableret. Fra første færd var ejendomsadministration en del af forretningen. Ejendomsadministrationsdelen blev senere udskilt i et nyt selskab, som blev til LEA Ejendomspartner

– Selskabet er 100 procent ejet af EDC Poul Erik Bech-koncernen. Med kontorer i Kolding, Odense, Næstved og København K administrerer LEA Ejendomspartner foreninger og ejendomsporteføljer over hele landet

 

Læs alle navnenyheder her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder