Ugen i Ejendom: Hoteller og Hillerød, Odense, Palads og Mipim

Ugens mest læste nyhed blev en nyhed om, at PFA og Thylander har renoveret og udlejet 5 butikker i Store Strandstræde i centrum af København. Gaden er som sidegade til Nyhavn lidt en outsider i forhold til high-end kvarteret omkring Strøget og butikkerne ligger i et område, hvor man i højere grad kommer fordi man har et ærinde end fordi man lige kommer forbi. Derfor er det en spændende – og formentlig rigtig – strategi at angribe gaden samlet. På den måde bliver her nu en klynge af high-end butikker omend af den mere hippe fremfor klassiske slags, og koncentrationen betyder, at gaden kan blive et mål i sig selv. Samtidig skal udlejningen af butikkerne understøtte og gøre lejlighederne ovenpå mere attraktive for den type, som også finder det fancy at handle i mærkebutikker som danske Royal Republiq.

Læs PFA og Thylander åbner 5 butikker i Store Strandstræde

Der er nok næppe tvivl om, at forandringen vil øge værdien og tiltrækningskraften på boligerne ovenpå – men vil den også kunne få strollers til at forlade Nyhavn eller ligefrem krydse over Kgs. Nytorv for at forlænge shoppingturen i Københavns prime butikker. Det bliver spændende at se. Sikkert er det, at det er en gevinst for København, at vejen ned til skuespilhuset nu også kan gøres mere interessant ved at dreje af i St. Strandstræde.

Opkøbet af en hel række ejendomme er en af de ting, der bliver stadig mere hyppigt. Med ejerskabet af flere ejendomme ved siden af hinanden er det som udlejer nemmere at sikre sig, at naboen er med til at tilføre værdi fremfor det modsatte. Man har styr på tingene. Modellen bliver også brugt i nye bykvarterer som Carlsberg Byen og Nordhavn, hvor detaildelen er skilt fra og samlet, så en evt. kommende køber ved, at man som investor kan styre den samlede detailudvikling.

Ugen bød også på en lignende situation i Aarhus, hvor butikslejerne i den idylliske feinschmecker gade Volden til gengæld er bekymrede, fordi Bestseller-ejer Anders Holck Povlsen har købt systematisk op. De frygter ifølge Jyllands-Posten, at han vil renovere ejendommene og det bliver for dyrt for de små selvstændige butikker at ligge der. Anders Holch Povlsen gør det for at bevare det særlige miljø og opgradere det ellers nedslidte miljø. Tiden vil vise, om der fortsat bliver plads og råd til de små lejere, når der kommer et samlet ejerskab af en større del af gaden.

I november kunne Nykredit offentliggøre, at Dades havde købt bankens domicilejendomme i København. I denne uge kom turen så til den legendariske ejendom på Mageløs i Odense, som Nykredit har ejet siden 30erne. En lokal investor sprang forholdsvis hurtigt på de 4.000 kvm. bolig og erhverv lige i centrum. Nykredit selv – ja, de bliver i hvert fald 4 år mere i ejendommen ligesom de også bliver i København i en årrække, men har også meldt ud, at de synes det er vigtigere med tilgængelighed end en city-placering.

Læs Nykredit sælger 4.000 kvm. ejendom i Odense

En anden af ugens højdespringere på læserlisten var Københavns lufthavns nye hotel. Lufthavnen har i mange år ledt efter et brand, der havde lyst til at gribe stafetten og drive hotel i lufthavnen. Men lejekontraktform og andre betingelser har i sidste ende ikke kunnet falde på plads. Hilton-hotellet er samtidig aldrig kommet rigtig godt op at køre.

Som eneste lufthavnshotel er det lidt kikset med et 5-stjernet brand, og jeg tror aldrig rigtig oversøiske turister forstod ideen med skandinavisk minimalistisk design lige i den kontekst. I stedet har vi fået et Clarion- og et Comforthotel. Petter Stordalen, der altid er meget farverig, men som nogle gange mere end andre rent faktisk har gennemført det han har offentliggjort, når det gælder det danske marked, skal drive begge hoteller i sit enorme skandinaviske hotelimperium. Det bliver spændende at se, hvad Hilton nu vil stille op med det danske marked – det var næppe nogen drømmesituation kun at rulle et enkelt high-end brand ud over Danmark, så det bliver spændende at se, hvad næste træk bliver.

Læs Clarion ind – Hilton ud – Københavns lufthavn bygger nyt hotel

Selvom Petter Stordalen er flamboyant og kan virke spruttende forvirret, så skal man ikke tage fejl af ham: Hans Simon Spieske PR-strategi dækker ikke kun over at gøre og skabe opmærksomhed om en god forretning, men også en række sympatiske tilgange til det at være storinvestor i ejendomsmarkedet. Det er helt ukendt stof for den typisk danske ejendomsinvestor, men besøger man petterstordalen.no kan man både se en oversigt over hans forretningsimperium, men også indlæg om alt fra en tur med søsteren til Oslo for at se på bøsser, (hans ordvalg ikke mit), skuffelsen over Donald Trump og 10 tips til succes i 2017. Alt sammen flankeret af optagelser af Petter Stordalen i bedste Tom Cruise-stil. Og uden at jeg kan få øje på mere end nogle ganske få danske investorer, (primært fra Aarhus), der kunne være på vej til at springe ud med samme direkte tilgang til både politik og livsstil, så kunne det gavne den danske ejendomsbranche, hvis flere af topprofilerne nogle gange valgte at sætte ord på deres tanker om branchens udvikling.

En højst flamboyant bygning i København er Palads Teateret. Omdiskuteret i årtier med sit særlige farvevalg har de fleste vist nu vænnet sig til, og så er der så pludselig forslag om at rive det ned til fordel for at bygge over banegraven. Projektudviklerne får julelys i øjnene, når de tæller kvm. byggemulighed i centrum af København, og det er nok med til, at nyheden var en af dem, der trak mange læsere. Forslaget er dog på et meget tidligt stade og har ikke engang vakt udelt begejstring på Rådhuset

Læs Nedrivning af ikonisk biograf kan skabe plads til overdækning af banegrav

Og så fik Goldschmidt Holding også langt om længe godkendelse til at gå i gang med 1.250 boliger i Hillerød. For dem, der har undret sig over, hvorfor selskabet ville bygge flere butikker i området, så er en del af svaret, at de selv vil tilføre flere kunder. Første etape kommer til at inkludere noget ganske uvant for Hillerød; nemlig et 15 etagers punkthus.

Læs Goldschmidt får grønt lys til 1.250 boliger

Kampen er hård i administrationsbranchen, og derfor blev det da også en af ugens mest læste nyheder, at Administrationshuset konsoliderer yderligere ved at indføje Plan 1 Arkitekter i byggerådgivningsfirmaet ARI. Det bliver spændende at følge, hvad der kommer til at ske i markedet i de kommende år, hvor Deas og Datea ellers har siddet tungt på alle de største kunder.

Læs Administrationshuset køber Plan 1 Arkitekter

Endelig så var det også ugen, hvor Finanstilsynet gjorde klart, at de er lidt bekymrede for pensionskassernes udlån til projektudvikling. En bekymring, som flere pensionskasser slet ikke kan følge, fordi de er vant til at håndtere byggesager og i konstruktionerne har sikret sig, at de kan overtage byggerierne, hvis projektudviklerne skulle komme i problemer. Om bekymringen er reel eller ej, er umuligt at sige uden at kende de  kontrakternes helt konkrete udformning. Men der er ingen tvivl om, at der er nogle, der er gået friskere til den i den sidste tid end andre og det er naturligvis ikke kun det principielle men også de konkrete investeringer og koncentrationen af dem, som Finanstilsynet har øje på. Spændende bliver det at følge, men hvis pensionskasserne skal sikre et afkast til opsparerne, så er det helt sikkert, at de er nødt til at bevæge sig opad og anderledes i værdikæden end de hidtil har gjort.

Læs Finanstilsynet advarer pensionskasser om risikable udlån

Uge 5 blev også ugen, hvor årets nominerede til Mipim Award blev offentliggjort. I branchen er der allerede flere, der spørger om man nu er klar til Mipim, mens andre som ikke deltager gør en dyd ud af ikke at nævne netværkseventen, som trækker den danske ejendomsbranche til Cannes den 13. marts. Personligt har jeg siden mit første besøg på Mipim i 1992 altid ment, at man ikke må underkende effekten af inspiration fra aktører fra helt andre steder end Norden. Det giver perspektiv på udvikling af ejendomme, lokaliserings- og designtrends, strukturerings- og finansieringstrends og så er der i år i lighed med sidste år fokus på digitalisering. Men de mange gode input kan godt blive overskygget af en travl kalender, så mit råd er at huske at sætte tid af – måske blot et par timer – til at gå rundt at snakke med nogle af de mange spændende mennesker fra “fremmede” lande og steder, der også er på Mipim og som hverken er samarbejdspartnere eller kunne blive det. Og selvfølgelig må man heller ikke underkende, at det danske netværk, man kan vedligeholde og skabe på Mipim på 4 dage, ville tage flere måneder at dyrke herhjemme. Så der er mange gode grunde til at tage til Cannes 13. marts – en af dem er så også som deltager på messen at stemme på en af de tre nominerede projekter, så Danmark igen kan komme på scenen og modtage trofæet den 16. marts.

Læs 3 danske projekter er nomineret til Mipim Award

Sol kommer der forhåbentlig i Cannes og sol er der også rigtig meget af i Mumbai. Vi slutter Ugen i Ejendom med solstrålehistorien om, at danske Jonas Upton-Hansen har vundet endnu et højhusbyggeri i Indien, hvor han skal tage højde for rigtig mange solskinstimer.

Læs Dansk arkitekt vinder højhusbyggeri i Mumbai

Rigtig god weekend!

Nysgerrig på, hvad der skete i sidste uge. Klik på tagget Ugen i Ejendom øverst i artiklen og læs tidligere Ugen i Ejendom





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder