Jarmers Plads 2 i København er et modernistisk kontorhus fra 1956. Ejendommen, der i dag er hovedsæde for hele foreningen Realdania, indgår i Realdania By & Bygs samling af fredede og bevaringsværdige ejendomme. Foto: Normann Sloth

Realdanias afkast falder til godt 2 milliarder kr.

Realdanias årsregnskab overstiger forventningerne trods et svært år. Det fremgår af 2020-regnskabet fra den almennyttige og almenvelgørende filantropiske forening.

Resultatet før skat blev 1.373 millioner kr. mod 1.637 millioner kr. i 2019. Det er ifølge ledelsen ’tilfredsstillende’.

2020 betød på 940 millioner kr. i bevilgede uddelinger til filantropiske projekter. 175 millioner kr. gik til en særlig Covid-19-indsats, som blandt andet har fokus på at øge bæredygtigheden i byggeriet i kølvandet på krisen.

Årets samlede resultat efter filantropiske uddelinger, skat og omkostninger blev i alt et overskud på godt 1 milliard kr. Investeringsafkastet på 2.045 millioner kr. – mod 2.894 millioner kr. i 2019 – er primært drevet af kursstigninger på hovedaktivklasserne Equities og Private Equity og svarer til et afkast på 8,9 procent. Over en femårig periode er det gennemsnitlige investeringsafkast opgjort til 8,7 procent p.a., hvilket vurderes som tilfredsstillende.

Et svært år på mange måder
– 2020 har været et svært år på mange måder. Så vi er selvfølgelig rigtig glade for resultatet, der også oversteg vores oprindelige forventninger til året. Der er dog ingen tvivl om, at Covid-19-krisen vil præge samfundet længe endnu. Som filantropisk forening synes vi, at vi har en forpligtelse til at bidrage – også – eller måske særligt – i vanskelige tider, siger adm. direktør Jesper Nygård, Realdania.

– Covid-19-indsatsen på 175 millioner kr., som vi bevilgede i foråret (2020, red.), skal understøtte en bæredygtig udvikling i byggeriet oven på Corona. Og samtidig giver indsatsen os mulighed for at hjælpe projekter, vi tidligere har støttet, i en svær tid, pointerer han.

Filantropiske ejendomsinvesteringer for 3 milliarder kr.
De samlede filantropiske bevilliger udgjorde i 2020 knap 1 milliard kr. inklusive de filantropiske ejendomsinvesteringer. Desuden har der været bortfald af tidligere års bevilgede uddelinger på 341 millioner kr., som er indtægtsført. Bortfald sker for eksempel, når et projekt er afsluttet, og der er et restbeløb, eller hvis et projekt mod forventning ikke kan realiseres. Herudover har Realdania filantropiske aktiviteter i form af filantropiske ejendomsinvesteringer for godt 3 milliarder kr., filantropiske arealudviklingsprojekter for 621 millioner kr. og missionsrettede kommercielle investeringer for 48 millioner kr.

I 2020 fik 395 projekter og delprojekter i det byggede miljø bevilget støtte fra Realdania. Det drejer sig om små og store projekter på landet og i byen – fra et blåt torv i Blåvand på Vestkysten til et oplevelsesunivers for børn på Det Kongelige Teater i København.

Det er afkastet af foreningens kommercielle investeringer, der er grundlaget for de filantropiske uddelinger og projekter – et afkast, der i 2020 altså udgjorde godt 2 milliarder kr. til trods for en svær situation i verdenssamfundet.

 

Seneste årsregnskaber – Realdania

Kilde og tabel: Realdanias årsrapport 2020
Kilde og tabel: Realdanias årsrapport 2020

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder