Bæredygtighedschef Henriette Menå Grud, Casa. Foto: Casa

Casa finder bæredygtighedschef i Sweco

Som led i Casas bæredygtighedsstrategi har udviklings- og entreprenørselskabet ansat Henriette Menå Grud som ny bæredygtighedschef. Henriette Menå Grud, som netop er tiltrådt, kommer fra en stilling i den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco, hvor hun har arbejdet med bæredygtigt byggeri, blandt andet som DGNB-auditor.

– Henriette Menå Grud bliver en del af holdet på det helt rigtige tidspunkt. Grundstenene er lagt, og vi er klar til at bygge videre på det bæredygtige Casa. Vi har en ambition om, at 95 procent af alle vores byggerier skal være bæredygtighedscertificerede i 2023, og for at nå det mål har vi brug for kompetente mennesker som Henriette ved roret, siger COO Michael Storgaard, Casa, i en kommentar.

I slutningen af 2019 lancerede Casa sin 2023-strategi. Et af de bærende elementer er bæredygtigt byggeri, som virksomheden har en ambition om at være førende inden for. På få år er antallet af certificerede projekter mangedoblet, og upcycling, DGNB og affaldshåndtering er blevet dagligdags begreber. Nu, et år efter strategiens start, er Henriette Menå Grud tiltrådt som bæredygtighedschef. Hun får ansvaret for at sikre at strategien implementeres i hele forretningen og at fungere som intern auditor på udvalgte projekter.

Fokus på bæredygtighedscertificeringer
Henriette Menå Grud har en kandidatgrad i Building Technology fra DTU og er uddannet DGNB-auditor. I mere end 10 år har hun arbejdet med energioptimering og bæredygtighed både som rådgiver og auditor. Hun har senest arbejdet som DGNB-auditor i Sweco og underviser desuden på DGNB-konsulentuddannelsen.

– Casa har store ambitioner på bæredygtighedsområdet, men jeg mærker en gejst og drivkraft blandt mine nye kolleger, der overbeviser mig om, at vi nok skal komme i mål, siger Henriette Menå Grud.

Hun har arbejdet med bæredygtighedscertificeringer siden 2016 og har blandt andet været med i pilotfasen for DGNB-manualen for kontorejendomme i drift og været med til at certificere Danmarks første DGNB-certificerede daginstitution.

Henriette Menå Grud, der er den første bæredygtighedschef i Casa, har tidligere været ansat i Alectia, BK Consult, Deloitte og altså senest i Sweco.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder