I disse år bliver tidligere industri- og havneområder i stor skala omdannet til nye boligområder. Når man tager fat på sådan et område, så er der allerede en klar historie, der kan skabe en fortælling og en autencitet. Man skaber en aura omkring stedet, som kan være med til at sælge projektet ind til kommende børnefamilier, seniorer eller unge studerende.

Det er noget helt andet, når man kører frisk på fra bar mark med at bygge boliger. Så har vi masser af eksempler rundt om i landet på, at Danmarks øer, lækre bær og buske, Jyllands byer, Skånes regioner eller æblesorter er det mest oplagte valg til nye veje og parceller.

Når det gælder bydelene er det en anden sag. Om det er rigtigt eller ej ved jeg ikke, men der går en vandrehistorie om, at da Ørestad skulle navngives i starten af 90’erne fik man et internationalt bureau til at komme med et bud. Hvis man er vant til at købe den slags gode råd ind, så ved man godt, at det koster i hvert fald sekscifrede beløb og ofte også syvcifrede. Og bureauet skulle efter sigende have foreslået efter nøje betænknings- og kreativ tid, at man ændrede Ørestaden til Ørestad, som den hedder i dag.

Andre eksempler er Grønttorvet, Munkebjerg Park, Frederiksbro, Irmabyen, Århusgadekvarteret, Aarhus Ø, Nærheden, Fredericia C, UN17, Arena-kvarteret. Altsammen noget, der skal gøre det forståeligt, men også hyggeligt og rart at flytte ind – det skal appellere til sanserne på den ene eller den anden måde.

To andre tendenser – eller mantraer om man vil – er også fremherskende i øjeblikket, ikke bare i navngivning, men også i byudvikling i det hele taget.

Den ene er, at god byudvikling skal tage udgangspunkt i det som Realdania har benævnt “det stedbundne potentiale”. Hvis man vil tiltrække opmærksomhed har man brug for autencitet, og den skaber man ikke, hvis man kalder en ny bydel i Herning for Havneparken eller rækkehuse i Nordhavn for Landmandshusene.

Den anden er borgerinddragelse. Hvis man vil have ejerskab og i det hele taget udvise respekt for den demokratiske proces, så er det en god idé at inddrage de mennesker, det hele handler om. Det gælder i al form for ledelse og beslutningstagen, at hvis de kommende brugere/udførere er hørt, er der større chance for, at beslutningen bliver rigtig og holistisk funderet.

Men så er det så, at en af ugens nyheder på trods af at kunne sige tjek til alt det ovenstående, viser, at alligevel går det ikke altid helt godt. I Odense kommer der nemlig nu Slagteribyen. Det er den tidligere slagterigrund, og det er en ung kvindelig tilflytter til Odense, der har fundet på det, og det er helt sit eget – et unikt navn. Tjek, tjek, tjek. Men har man naturligt lyst til at bo i Slagteribyen med alle de associationer, det giver på mange forskellige planer både fysiske og ideologiske, hvoraf den vigtigste vel nok er, at et slagteri er et sted, hvor der kommer levende væsener ind og døde ud? Jeg tror svaret bliver nej. Mit råd til A. Enggaard er: Om igen.

Når officielle navne på veje og pladser skal forhandles, så er der ofte en værre polemik med masser af meninger. Det burde der måske også være, når vi skaber kvarterer. Bureauer er nok dyre, men de er ikke nødvendigvis dårlige, og her havde det nok været en god idé at konsultere et par stykker, inden de kommende beboere skal trækkes på krogen. Byer og kvarterer og dermed indbyggernes identitet hænger sammen med den måde, vi navngiver dem på. Derfor er det vigtigere, end det måske synes ved første øjekast.