Foto: C.F. Møller Architects

Overdækning af banegrav i Aarhus og stort byprojekt rykker nærmere

En udviklingsgruppe bestående af DSB Ejendomsudvikling, MT Højgaard, Pensiondanmark og Aarhus Kommune fremlægger nu en vision for en helhedsplan, som skitserer mulighederne for en overdækning af banegraven og etablering af en ny, grøn og bilfri bydel midt i Aarhus.

Arbejdet med helhedsplanen blev begyndt, efter Aarhus Kommune i september sidste år besluttede at indgå i et projektsamarbejde med DSB Ejendomsudvikling, Pensiondanmark og MT Højgaard med henblik på sammen at sondere mulighederne for at overdække banegraven mellem Bruuns Bro og Frederiks Bro og etablere det nye Banekvarter, som er projektets arbejdstitel.

– Oplægget viser mange muligheder for, hvordan Aarhus kan skabe et nyt, bæredygtigt byområde og samtidig binde byen bedre sammen, siger adm. direktør Søren Beck-Heede, DSB Ejendomsudvikling.

(Artiklen fortsætter under illustrationen)

Det nye Banekvarter, som er projektets arbejdstitel. Illustration: C.F. Møller Architects

Tidsplan
Helhedsplanen giver et konkret forslag til, hvordan selve overdækningen kan realiseres. Udkast til helhedsplanen for Banekvarteret, der genforener Frederiksbjerg med Midtbyen, indgår nu i en forhøring, hvor borgerne kan komme med forslag og idéer til kommunens videre planlægningsproces. Inden udgangen af året forventes byrådet at træffe en endelig beslutning om projektets fremtid.

I den fremlagte tidsplan starter selve konstruktionen af overdækningen i 2023 og hænger tæt sammen med Banedanmarks arbejde med at elektrificere banen.

– Det er nu, vi har muligheden. Elektrificeringen indebærer, at sporene skal sænkes, og der skal foretages yderligere arbejder på spor og signaler. Det giver en oplagt mulighed for at udføre overdækningen, som hænger godt sammen med byens helhedsplan og klimamål og som aarhusianere har snakket om i næsten 100 år, siger Søren Beck-Heede.

Overdækningen forventes ifølge den fremlagte tidsplan at kunne stå færdig i 2026. Herefter kan området bebygges.

Helhedsplanen er tegnet af C.F. Møller Architects.

Det nye Banekvarter, som er projektets arbejdstitel. Illustration: C.F. Møller Architects

Fakta: Helhedsplanen

– Frem mod 2030 forventer kommunen 50.000 nye indbyggere og 30.000 nye arbejdspladser i Aarhus. Overdækningen af baneterrænet mellem Bruuns Bro og Frederiks Bro er et af flere projekter, der kan skabe plads til boliger og arbejdspladser i Midtbyen

– Udkast til helhedsplanen er udarbejdet under hensyntagen til de generelle principper udtrykt i Kommuneplan 2017, det vil sige principper om at lade byen vokse indad, lægge yderligere lag på den eksisterende by og kitte byens områder bedre sammen

– Overdækningens areal til bebyggelse udgør cirka 26.000 kvm

– Et indskudt dæk mellem spor og gadeniveau flytter trafik og parkering under jorden, så bydelen bliver bilfri og skaber plads til parkeringspladser for biler og cykler og flere andre funktioner

– Den skitserede helhedsplan for Banekvarteret lægger op til, at den nye bydel kan blive en af verdens mest bæredygtige bydele, der lever op til både nationale og kommunale klimamål

Kilde: DSB Ejendomsudvikling, MT Højgaard, Pensiondanmark og Aarhus Kommune

Fakta: Konsortiet bag helhedsplanen

Fire parter er gået sammen om at udvikle helhedsplanen – det er:

– DSB Ejendomsudvikling, grundejer

– Aarhus Kommune, grundejer

– Pensiondanmark, finansierings- og byudviklingspartner

– MT Højgaard, projektudvikling og teknisk ekspertise





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder