tirsdag 12. november 2024 10:11
Rikke Lykke bliver bestyrelsesformand i startup
Adm. direktør i Deas Asset Management, Rikke Lykke, bliver ny bestyrelseformand i proptech-startuppen Hococo.
Det oplyser selskabet tirsdag.
– Jeg sagde ja til at træde ind som formand i Hococos bestyrelse, fordi jeg har en stor personlig interesse for proptech og den digitaliseringsproces, som virkelig kan løfte vores branche, lyder det fra Rikke Lykke.
Hococo understøtter en digitaliseret kommunikation og service mellem beboere og boligadministration. Platformen bliver blandt andet brugt af Nrep, Catella, Patrizia og Goldschmidt. Hococos primære service er en app, der forbinder beboere med udlejer, og i appen kan man komme i kontakt med sin vicevært og sine naboer, og betale sin husleje.
– Det handler om at skabe et miljø, hvor lejere føler sig hørt og taget alvorligt, udtaler Rikke Lykke.
Hococos medstifter, Katrine Larsen, udtrykker stor begejstring over det nye samarbejde.
– Rikke Lykke er den helt rette til at løfte opgaven og sætte vores produkt på landkortet – også internationalt, siger Katrine Larsen.
Hococo er stiftet i 2018 og lanceret i august 2020. Hococo sin base i Danmark og har allerede mere end 19.000 lejemål og 30.000 lejere på platformen.
Rikke Lykke står i dag i spidsen for Deas Asset Management, men har i mange år været adm. direktør for hele Deas.
I forbindelse med salget af Deas A/S til PHM Group tidligere i år, blev Lykke adm. direktør i Deas Asset Management, med det formål at få den del af virksomheden solgt også, som hun havde gjort det ved Deas A/S.
Kapitalfonden Montagu ejer Deas Asset Management.