Efter næsten 3 år er en arbejdsgruppe, der skulle afsøge alternativer, nu kommet frem til, at den ikke har nogen alternative ideer til, hvordan man sikrer et retfærdigt og effektivt system til at vurdere, hvilken skat man skal betale på erhvervsejendomme. Og faktisk er medlemmerne af arbejdsgruppen uenige og har tydeligvis ikke fungeret i en innovativ og konstruktiv atmosfære, hvis man skal tro mindretallet i gruppen. I min kollega Christoffer Bagges artikel kan du se gruppens hovedkonklusioner, der blev offentliggjort fredag eftermiddag.

Nu skal ret jo være ret. Det er ikke nogen nem opgave, som arbejdsgruppen har været på.

Hele vurderingssystemet er blevet en farce, der har trukket ud i næsten 10 år og er bundet op på teoretiske vurderinger af ejendomme. Vi har flere gange her på Estate Media beskrevet nogle af problemerne som, da Landinspektørforeningen råbte vagt i gevær over, at servitutter ikke tages med i betragtning i værdiansættelsen.

Eller da grundlægger af RED Cushman Wakefield og tidligere vurderingsmand Bjarne Jensen foreslog og anslog, at man kunne få vurderet alle boligejendomme i Danmark manuelt for 1,1 milliard kr. og så tage den derfra. Dengang var systemet forsinket på 7. år, men regeringen holdt fast i det system, der var undervejs, og som vi nu ved kun fortsatte med at udløse den ene skandale efter den anden.

Men selvom opgaven er svær, så er det på alle måder ærgerligt, at arbejdsgruppen ikke har fundet en løsning, der understøtter et mere retfærdigt system.

Det er det især – men bestemt ikke udelukkende – af to grunde:

For det første er det vigtigt, at skattesystemer er gennemskuelige og ens for alle. Det er det ikke, hvis der er tale om en skat, der beregnes ud fra nogle halv-fiktive ejendomsværdier. I princippet kan man komme til at betale skat af en langt højere værdi end ejendomme har og kan sælges for.

For det andet, så er det lige nu ekstra dårlig timing, at der bliver usikkerhed omkring værdiansættelsen af kontorer og retail. Investorerne holder sig i forvejen i udbredt grad fra begge dele i øjeblikket, fordi der er adskillige usikkerhedsfaktorer i de to sektorer.

Hvad angår kontormarkedet, så er efterspørgslen generelt pæn med høj beskæftigelse, men der er international usikkerhed om, hvordan behovet bliver i fremtiden. Det gør sektoren usikker.

Hvad angår retail, ser vi i næsten alle byer i Danmark, at gågaderne indskrænkes ved at de aktive butikker klumper sig sammen, og byerne har de fleste steder ikke fundet anvendelse for de mange hel- eller halvtomme lokaler i stueetagerne.

Med udmeldingen fra arbejdsgruppen kommer der yderligere usikkerhed omkring, hvad man kommer til at betale i skat på kontor- og retailejendomme, og det vil alt andet lige være med til, at flere vil tøve i forhold til at udvikle ejendommene. Det er rigtig ærgerligt i en situation, hvor det er det modsatte, der er behov for.

Formentlig kan det i sidste ende være forholdsvis små beløb, det kommer til at handle om. Men det er egentlig ikke pointen om det er få eller mange kr., der skal betales.

For især kontor- og retailmarkedet er i forvejen ramt af usikkerhed, og som man ved, så er ikke bare private boliginvesteringer, men investeringsmarkedet langt henad vejen styret af psykologi. Her er det en gyser, der fostrer usikkerhed, der i dag er blevet udrullet.

Vi må og skal have et transparent og relaterbart system i Danmark. Vi er et høj-tillidssamfund i modsætning til for eksempel det amerikanske, og det er så vigtigt, at vi værner om netop det. Det må man håbe, at forligskredsen tager alvorligt, når de ser på arbejdsgruppens arbejde og finder en vej.