Førstegangskøbere har stort set ikke en chance for at komme ind på boligmarkedet i de store byer i 2024. Det er ikke et problem for boligmarkedet eller udbydere af boliger lige nu for de kan med højere efterspørgsel se ind i stigende priser og fremfor alt flytter flere og flere dermed ind i lejeboligmarkedet, hvor de betaler lejepriser, der er højere end nogensinde før.

Derfor er det klart, at det her og nu ikke står øverst på ejendomsbranchens agenda at være med til at løse “problemet”. Men det burde det. For ejendomsbranchen bør også være interesseret i, at boligmarkedet er stabilt på den lange bane.

I 2006 og 2007 stillede jeg igen og igen spørgsmålet til ledende aktører i ejendomsbranchen: Hvordan vil I på sigt fylde tomme lejligheder og rækkehuse, hvis førstegangskøbere ikke kan komme ind på boligmarkedet? Ingen kunne svare. En række forandringer i markedet gør, at man ikke kan sammenligne situationen 1:1, men ikke desto mindre er spørgsmålet stadig relevant. De væsentligste ændringer i dag i forhold til dengang er for eksempel, at vi har

• Flere lejeboliger
• Større diversitet i boligpriserne i hovedstaden og i provinsen
• Meget mere restriktiv adgang til finansiering

Det er altsammen med til, at den nuværende situation er mindre kritisk for ejendomsbranchen på den korte bane end den var i 2007 kort før, markedet kollapsede.

Til gengæld er situationen i dag igen kritisk for de unge. Vi er på samfundsplan ved at skabe en generation af lejere, der måske aldrig eller først sent i livet kommer ind på boligmarkedet. Enten fordi de ikke kan godkendes til at optage lån og/eller fordi de  ikke har indkomster endnu, der retfærdiggør boligkøb til “blot” 4 millioner kr., som er prisen for en startlejlighed i København.

Med den manglende indgang på boligmarkedet får de ikke mulighed for at spare op for senere at købe en dyrere bolig, og de er samtidig også med til at understøtte en manglende distribution af rigdommen i samfundet.

Der bliver skabt et samfund, hvor man kun kan få del i aktiverne, hvis man kan få hjælp af for eksempel forældre, der selv har investeret i fast ejendom et sted, hvor priserne er steget.

Det giver større ulighed, men værre endnu, så bliver mobiliteten i boligmarkedet udfordret, når der ikke er nogen til at købe ind i de dyrere boliger. De vil sande til med pensionister, der bliver boende i deres alt for store boliger, fordi de – selvom de ønsker det – ikke har råd til at flytte.

Den sidste tid er der kommet flere forslag til, hvad man kan gøre for at løse problemet. Først var Ældresagen ude med et forslag om, at unge skulle kunne hæve nogle af deres indbetalte pensionspenge tidligt på en udbetaling til et hus. Det blev skudt til hjørne med beskyldninger om, at det blot vil få huspriserne til at stige yderligere – og dermed gavne de ældre.

Et andet forslag blev præsenteret på Estate Medias Boligdagene i april, hvor det norske ejendomsselskab Obos fremlagde en model til, hvordan man i Oslo har skabt delt ejerskab, der betyder, at unge kan komme ind på boligmarkedet med en halvpart og så med tiden overtage hele deres bolig.

En tilsvarende model ser man nu på i København. Selvfølgelig kan den ikke overføres 1:1, for det kan udenlandsk lovgivning sjældent, men der kan helt sikkert findes en tilpasset model i Danmark.

Det nytter ikke, at ejendomsbranchen per automatik afviser Oslo-modellen uden at stille med et alternativ.

Branchen kan ikke bare sidde og se på, mens boligmarkedet bliver mere og mere fragmenteret. Det er nødvendigt at finde modeller for at sluse nye generationer ind på markedet både for markedsstabilitetens skyld, men især også for samfundsstabilitetens skyld.

Det klæder ikke ejendomsbranchen at lægge armene over kors med et nej uden at stille med et konstruktivt alternativ. Det er tid til at tage ansvar for det som ejendomsbranchen er allerbedst til og har den største indsigt i, nemlig Danmarks ejendomme.