tirsdag 02. april 2024 08:57
Henrik Mielke bliver bestyrelsesformand for Uniplan
Henrik Mielke bliver ny bestyrelsesformand for gulvfirmaet Uniplan Danmark.
Virksomheden, der blev stiftet af Hamed Alaei i 2015, producerer deres egen beton til undergulve og beskæftiger 106 ansatte. I 2022 omsatte virksomheden for 75 millioner kr.
– Jeg glæder mig til at være med på rejsen med en virksomhed, der har et ønske om at blive mere professionel i sine processer, forretningsmodel og metoder. Hamed har mange overvejelser om, hvordan han ruster Uniplan til fremtiden. Jeg skal hjælpe ham med at realisere planerne, gøre virksomheden mere robust og sikre et stærkere fodfæste, siger Henrik Mielke.
Den nye bestyrelsespost kommer, efter Henrik Mielke blev fyret som adm. direktør for den danske entreprenørvirksomhed MT Højgaard Holding i november sidste år, efter at have besiddet posten siden marts 2022.
Forklaringen lød, at MT Højgaard Holding havde brug for en mere strategisk og finansiel ledelse.
– Henrik Mielke har sine klare og gode kompetencer i den operationelle del af virksomheden. Han har gjort et fantastisk stykke arbejde, og har blandt andet været med til at skabe stor transparens om vores internationale forretning. Men vi har brug for en strategisk og finansiel ledelse fremadrettet, sagde bestyrelsesformand Carsten Dilling om fyringen af Henrik Mielke.