torsdag 25. januar 2024 08:32
EDC Poul Erik Bech opruster med tidligere ambassadør
Danmarks tidligere ambassadør i Mali, Anders Garly Andersen, bliver International Relation Manager i EDC International Poul Erik Bech.
Det oplyser erhvervsmæglerkæden torsdag.
Anders Garly Andersen har gennem 20 år haft lederstillinger i Udenrigsministeriet og EU, senest som Deputy Head of Mission i EUs grænsemission i Libyen.
Både EDC Poul Erik Bech og Anders Garly Andersen beskriver det som et stort karriereskift for den tidligere diplomat.
For 56-årige Anders Garly Andersen bunder skiftet blandet andet i et ønske om at prøve noget nyt.
– Hvis jeg ville tage endnu en tørn i udlandet, var jeg bange for, at det ville blive for sent at lave et karriereskift mod det private erhvervsliv, som jeg har savnet siden, jeg forlod det for et par årtier siden, siger han.
Samtaler overbeviste ham
Som International Relations Manager i EDC Erhverv Poul Erik Bech vil Anders Garly Andersen primært fokusere på udenlandske kunder med interesse i det danske ejendomsmarked, danske kunder med større engagementer i udlandet og offentlige myndigheder som ministerier, styrelser, regioner og kommuner.
Forud for sin ansættelse har Anders Garly Andersen har flere snakke med Poul Erik Bech og chef for den Internationale Afdeling, Helle Nielsen Ziersen.
– De snakke overbeviste mig om, at det var det rigtige skifte for mig, siger han.
På et mere personligt plan ser Anders Garly Andersen frem til at skifte tilværelsen i et højrisikoområde som Libyen ud med Danmark.
Derudover glæder han sig også til at skabe relationer i ejendomsbranchen.
– I mit virke ude og hjemme har det altid været centralt hurtigt at skabe og udvikle de rette relationer og netværk. De netværk vil jeg selvsagt fremover trække på, og så glæder jeg mig til at opbygge nye relationer i en ejendomsmæglerbranche, som jeg i den grad finder interessant og udfordrende. Når det kommer til stykket, så minder diplomati og erhvervsmæglerbranchen nok en hel del om hinanden – det handler grundlæggende om mennesker, der mødes og skaber løsninger med udgangspunkt i en fællesmængde af interesser og drømme, siger han.