onsdag 13. september 2023 23:02
7 partier sikrer milliarder til infrastruktur og biodiversitet i København
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om Københavns Kommunes budget for 2024.
Enhedslisten, der sidder på borgmesterposten for Teknik og Miljø, er ikke med i forliget.
Mere metro
Aftalen betyder blandt andet, at der er mere metro på vej, for aftaleparterne er enige om at begynde anvisningen af 6,3 milliarder kr. frem mod 2035 til infrastrukturprojekter som eksempelvis finansiering af den nye metrolinje M5 Øst og forlængelse af M4 til ydre Nordhavn.
Mere vej og parkering
Der bliver også lavet andre investeringer i infrastruktur, og blandt andet kommer der en ny tiltrængt vej mellem Tingbjerg og Husum, som der afsættes 190 millioner kr. til, samt flere end 600 parkeringspladser på tværs af byen.
Partierne er enige om, at vejen til at løse Københavns mange og store udfordringer er et bredt samarbejde mellem de partier på Københavns Rådhus, som ønsker at tage ansvar og fortsætte udviklingen af byen.
Partierne er enige om, at København skal fortsætte med at udvikle sig og skabe muligheder for mennesker og være en by, hvor virksomheder vil etablere sig og investere.
Elbiler bliver ramt
Aftalen betyder, at det er slut med at parkere elbiler gratis i København.
Ifølge aftalen skal såkaldte nulemissionskøretøjer i betalingsområder fra næste år betale for timeparkering, ligesom det kommer til at koste 695 kroner årligt i beboerlicens at parkere en elbil i København.
I dag er denne licens på 215 kroner.
Aftalen betyder også, at undtagelsen for tidsbegrænsning i tidsbegrænsede p-zoner bortfalder for nulemissionskøretøjer.
Cykelbro fra Indiakaj
Aftalen udbygger også den københavnske infrastruktur på Refshaleøen og Lynetteholm.
I første omgang kommer der en foranalyse af en cykelbro fra Indiakaj til Refshalevej.
Partierne sikrer desuden næste skridt i udviklingen af Klimaplan 2035, der skal gøre København klimapositiv og løfter byens ambitioner mod at nedbringe klimaaftrykket gennem CO2-fangst, solceller på kommunens tage og fossilfri energiforsyning.
Der bliver også afsat mere end 50 millioner kr. i Budget 2024 til kommunens nye Biodiversitetsstrategi og åbning af åerne, hvilket er mere end dobbelt så meget som de sidste tre år.
Netop nu er kommuneplanen ude til høring, men de store og vigtige infrastrukturprojekter, som ligger i budgettet peger også så meget ind i den næste kommuneplan, at de syv partier har aftalt at gå samlet til forhandlingerne om Kommuneplan 2024.
Læs hele aftalen på Københavns Kommunes hjemmeside her
Læs også om grundlaget for budgetaftalen her Lynetteholm-flertal indgår budgetaftale udenom Enhedslisten