Ejendomsmessen Mipim er i fuld gang med at planlægge årets event, der finder sted 14.-17. marts i år. I år bliver der lagt en helt ny form for event oveni det normale program. Allerede mandag eftermiddag sætter Mipim nemlig fokus på Co-living, som et af svarene på tiltagende mangel på betalbare boliger især i Europas store byer.
Eventet bliver lanceret sammen med Co-Liv, der er en global forening af aktører, der arbejder professionelt med Co-living. Mipim Co-Liv Summit kommer til at løbe af stablen mandag den 13. marts om eftermiddagen.
Mipim forsøger med det nye tiltag at italesætte den stigende tendens i retning af co-living. Byer som Barcelona og London har de seneste år arbejdet på en ny juridisk ramme, der muliggør, at man kan bygge mindre boliger med flere fælles faciliteter i et forsøg på at løse manglen på boliger. Meningen er, at Mipim Co-Liv Summit bliver en årlig tilbagevendende begivenhed, der skal bringe sektorens aktører sammen i et forum, hvor man kan dele erfaringer, trends og tendenser. Det bliver således også muligt at købe en særskilt billet til EUR 300, hvis man kun vil deltage i netop den del af konferencen.
– Med lanceringen vil Mipim bidrage med viden om denne nye aktivklasse indenfor boligområdet. Co-living har potentiale til at adressere internationale problemer som boligmangel ved at skabe nye, betalbare muligheder for beboere samtidig med, at man skaber nye fortættede bykvarterer. I takt med, at denne nye sektor vokser er det grundlæggende vigtigt, at vi deler best practice, diskuterer innovative løsninger og arbejder sammen for at skabe de bedste byggerier for de kommende beboere. Jeg glæder mig meget til, at de bedste i Co-living branchen kommer og fortæller, hvordan vi driver dette område bedst muligt fremad, siger Mipim Director Nicolas Kozubek.
I 2022 besøgte mere end 20.000 delegerede Mipim. Knap 700 danskere var tilmeldt. Hovedparten af deltagerne kom fra Frankrig fulgt af UK og Tyskland. Mipim havde i 2022 360 talere, 2.400 udstillende selskaber og mere end 350 stande fordelt på 18.500 kvm udstillingsareal.
Man kan flyve til Mipim med Estate Media og finde yderligere oplysninger nedenfor.