Foto: Estate Media

Til BBQ med proptech

Er proptech det nye fintech? Sådan lød spørgsmålet i et panel som Proptech Danmarks adm. direktør Michael Ambjørn styrede på årets store teknologievent TechBBQ. Og svaret kom prompte fra Rikke Lykke, Deas-direktør og medlem af Proptech Denmarks bestyrelse:

– Jeg er jo dybest set ligeglad, hvad vi kalder det, hvis bare de initiativer, der er i gang understøtter udviklingen i retning mod at drive ejendomme mere bæredygtigt, sagde Rikke Lykke. 

TechBBQ handler om at understøtte og styrke det nordiske økosystem for tech-iværksættere, og festivalen har fokus på at fremme relationer og vækst for startups og scaleups. Mere end 7.000 var tilmeldt i år og udover, at man både som start-up og investor kan blive grillet i forhold til at prøve sine opfattelser af markedet af på det generelle nordiske tech-miljø, så er festivalen også gennemsyret af grilleri og dansk hygge i udendørs omgivelser – i år rundt om Lokomotivværkstedet i Københavns sydhavn. Målet er, at man kan netværke med stiftere af tech-startups, investorer og andre tech-entusiaster.

Ikke teknologi for teknologiens skyld
Rikke Lykke var i panel med Junaid Ahmad, der er CEO og stifter i Fairhomes, men nok er mest kendt fra at stifte Brickshare, der forsøgte at liberalisere ejendomsinvesteringer og senere blev til The Many, og Talia Rafaeli fra investeringsfonden Kompas, der lægger penge i start-ups med fokus på byggeriet. Det var en række af de største problemer med teknologi i ejendomsbranchen netop nu, der blev vendt i panelet.

– Vi skal bruge teknologi, hvis det hjælper med at ændre noget, der gavner os alle. Der er ingen tvivl om, at teknologi kan hjælpe gøre vores liv bedre, hvis vi bruger den rigtigt i vores ejendomme. Problemet er bare, at det er rigtig svært, for der er masser af regler og love, der i sidste ende betyder, at vi ikke kan optimere hverken lejernes adfærd eller ejendommene, sagde Rikke Lykke.

Et eksempel kunne for eksempel være, hvis man kunne måle, hvor meget affald hver enkelt lejer eller en ejendom som helhed producerer per dag. Konkurrencegenet hos de fleste beboere ville blive aktiveret, hvis de kunne konkurrere om at være mest bæredygtige enten med andre beboere i sammen ejendom eller med naboejendommen.

– Eller hvis man kunne montere solceller på en ejendom og sælge det til naboejendommen uden alt det bureaukrati, vi ser i dag, hvor man nærmest skal etablere sit eget el-firma for at kunne producere strøm fra solceller. Vi har brug for, at reglerne bliver mere lempelige, så det fremmer den grønne udvikling og ikke bliver stoppet af lovgivningen. Derfor opfordrer jeg alle til at skubbe til de politikere, man møder, og forklare dem, hvorfor det er så vigtigt, at udviklingen ikke stoppet af GDPR eller en af de andre typer lovgivning, der spænder ben for en bæredygtig udvikling på det her punkt, sagde Rikke Lykke.

En anden mulighed for at skabe incitament kunne være at synliggøre værdien.

– I dag bliver en ejendoms værdi primært målt ud fra lejeindtægterne. Men vi arbejder sammen med ULI på også at kunne måle værdierne af for eksempel bæredygtige tiltag.

Det sidste lokomotiv i Lokomotiværkstedet dannede rammen for årets proptech-debat på Tech BBQ. Arrangementet i midten af salen var som., der var en der sagde i familie med ’Silent Disco’, hvor alle havde høretelefoner på for at kunne høre, hvad der skete på scenen

En af de største udfordringer er, at dybest set er lejerne i de fleste ejendomme ligeglade med teknologiske forbedringer.

– De ser meget naturligt på om det er noget, der gør hverdagen nemmere for dem. Og hvis det ikke gør det, så er det uinteressant, sagde Junaid Ahmad. 

Så svaret på om proptech investeringsmæssigt er det nye fintech er ikke sådan ligetil.

– Det afhænger helt af om vi kan komme op med noget, der er relevant for brugerne. Hvis ikke er det lige meget. Ejendomsmarkedet har en langt mere ujævn værdikæde, hvor FinTech har overtaget nogle ret lineære forretningsgange og en mere direkte værdiskabelse. I proptech er kundeoplevelsen nøglen, og de start-ups, som skaber værdi i dagligdagen, kommer til at blive vinderne, sagde Rikke Lykke.

Googles stand på årets Tech BBQ trak stor interesse. Foto: Estate Media.

Læs også Konkurrencen skærpes atter mellem proptechfirmaer

Læs også Deas køber proptechfirmaet Good Monday

Læs også Her er Proptech Danmarks nye adm. direktør – mød Michael Ambjørn





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder