Christiania. Foto: Google Maps

Christianitter får sidste chance for at købe areal

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) kræver endeligt svar fra christianitterne efter at have svaret på opfølgende spørgsmål om tillægsaftalen. Hvis ikke christianitterne underskriver statens salgstilbud inden den 29. august, bliver det opfattet som et nej, oplyser ministeren.

Det sker i kølvandet på, at S-regeringen har givet christianitterne mulighed for at købe Christianshavns Vold for 67 millioner kr. mod, at der bliver åbnet for området og bygget 15.000 kvm almene boliger. Det er en aftale, som ifølge indenrigs- og boligministeren ’vil gavne både christianitterne, staten og resten af Danmark’. Christian Rabjerg Madsen opfordrer derfor kraftigt Christiania til at skrive under på aftalen. Det er ikke et forhandlingsoplæg, men en endelig aftaletekst, christianitterne har fået, pointerer ministeren.

‘Take it or leave it’-tilbud
– Det er vigtigt for mig at sige, at der er tale om et ‘take it or leave it’-tilbud. Christianitterne har haft sommeren til at kigge på aftalen, som de har haft nogle opklarende spørgsmål til. Dem har vi nu besvaret, og Christiania har fået til den 29. august til at forholde sig til de svar og den samlede aftaletekst af 1. juni. Det vil sige, at det er nu, Christiania må gøre deres endelige stilling op, lyder det fra indenrigs- og boligministeren, der fremhæver, at ’det vil få en stribe konsekvenser’, hvis christianitterne afviser aftalen.

Ni huse vil skulle flyttes. Og bliver de ikke det, vil staten kunne stille krav om at fjerne dem – på Fonden Fristaden Christianias regning. Fondens økonomi vil forringes, fordi muligheden for refusion til renoveringen af statens bygninger og statsgaranti på lån til renovering af egne bygninger er udløbet. Hvis nogle af statens bygninger ikke er ordentligt vedligeholdt, vil fonden også kunne blive pålagt at skulle stå for udgifterne til vedligeholdelsen.

– Regeringen har en ambition om at skabe flere almene boliger til folk med almindelige lønninger. Vi vil skabe boliger på Christiania, hvor sygeplejersker, pædagoger, sosu’er og andre har mulighed for at bo. Vi skal have åbnet op for området, normaliseret det, gjort det mere trygt og bekæmpet kriminalitet – til glæde for alle, siger indenrigs- og boligministeren.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder