Kamilla Sevel.
Chefredaktør Kamilla Sevel.

Farvel til røg og støj

Til efteråret forventes regeringen at fremsætte et lovforslag, der betyder, at kommunerne kan sige nej tak til til benzin- og dieselbiler i de danske byer via såkaldte nulemissionszoner.

I Aarhus og København ser borgmestrene allerede nu frem til det. Aarhus har endda lige inkluderet det i den helt nye grønne mobilitetsplan, som du kan læse mere om her.

Planen skal i Byrådet, og der kan den blive modificeret, men som det ligger nu, så vil der blive restriktioner, og det er dermed et spændende forsøg, som Aarhus tager hul på. Det har allerede fået flere i ejendomsbranchen til at gå i marken og påpege, at det er en dårlig ide. Bekymringen går på, hvordan man så kommer ind til både boliger og kontorer, når man ikke må køre i sine benzin- og dieselbiler, og om det kan betyde noget for ønsket om at ligge i midtbyen for eksempel for erhvervsvirksomheder.

Først og fremmest tror jeg man skal slå fast, at der skal meget mere til end at gøre det svært for bilejerne før man vælger at placere sig andre steder end i centrum.

De seneste år har vi set galopperende parkeringspriser, og selv ikke Corona og mere hjemmearbejde har kunnet få bilerne væk fra vejene med en fordobling af rejsetiderne i myldretiden som konsekvens. Begge dele er faktorer, der kunne være med til at skræmme folk væk fra de store byer. Men det sker ikke i større omgang. Tværtimod. Bylivet trækker, og vi ser da på trods af ovenstående også kun en forholdsvis lav tomgang.

Når det så er sagt, så skal man naturligvis forsvare sin forretning, og fremkommelighed er et parameter i forhold til valget af kontor. Så standpunktet er fair nok.

Men det er til gengæld politikernes rolle at sikre, at de danske byer med deres høje liveability ikke udvikler sig i forkert retning. For de fleste, der bor i byen og klager over et baggrundstapet af gadelarm fra glade mennesker er det endnu værre med støjende, hvinende, dyttende biler som man kender det fra udenlandske byer. Begge dele kan virke generende og får folk til at overveje en flytning fra bykernen til forstaden, og den udvikling er ikke interessant hverken for ejendomsejerne i centrum eller for brugerne for det er netop mixet af bolig og erhverv, er med til at gøre de danske storbyer attraktive.

I London er forureningen faldet med 22 procent siden, der blev indført en lavemissionszone. I Madrid giver det bøder på 1.500 kr. at køre ind i bymidten i en benzin- eller dieselbil og i Paris må man ikke køre ind i dieselbiler mellem 8 og 20 på hverdage.

Nu er problemet måske mindre i København og Aarhus af den grund, at vi som udgangspunkt bor i et land med mindre storbyer og deraf mindre forurening. Men derfor skal vi alligevel optimere indenfor de muligheder, vi har.

Der er ikke nogen tvivl om, at den skarpe indførelse af nulemissionszoner i nogle byer i Europa, har været drastiske. Men her er udspillet fra Aarhus helt anderledes moderat. I Aarhus forventes zonen nemlig at blive etableret inden for allégaderne, men det vil stadig være muligt at komme ind til centrale parkeringshuse, uanset om man kører el- eller fossilbil. Derudover vil beboere og erhverv inden for zonen samt bilister med handicaplicens være undtaget. Mit bud vil være, at byens brugere finder ud af det.

Det tager faktisk ikke så hårdt fat, men forsøger sig forholdsvis forsigtigt frem, og det kommer vi til at kunne få gode erfaringer af til videre brug i resten af Danmark.

Og så er der jo altid den mulighed, at hvis man synes det er helt håbløst, så kan man købe en elbil og dermed bidrage til den grønne omstilling på flere niveauer.

Lovforslaget ventes at blive fremsat i efteråret, og så bliver det spændende at se både om det bliver en succes i Aarhus, men naturligvis også, hvilken model København eventuelt vælger i sidste ende for det er afgørende for modtagelsen både blandt beboere og erhverv – men naturligvis også for de endelige konsekvenser for ejendomsejerne.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder