Porteføljens største ejendom er Greensquare Garden, som består af 313 lejelejligheder fordelt på 30.000 kvm. Ejendommen blev tildelt DGNB Guld-certificering i 2020. Foro: Nrep

Handel til flere milliarder kr.: Nrep sælger 1.220 boliger til Orange Capital Partners

Den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep med base i København sælger 1.220 boliger fordelt på cirka 110.000 kvm til det hollandske ejendomsinvesterings- og forvaltningsselskab Orange Capital Partners (OCP), oplyser parterne.

Porteføljen består af 1.220 lejelejligheder fordelt på syv ejendomme i København, cirka to tredjedele af porteføljen, og Aarhus, en tredjedel. Nrep vil hverken be- eller afkræfte transaktionssummen, men handlen er kendt for at være en af de handler, der har svirret flest rygter om, inden den blev gennemført og har været tippet til cirka 5 milliarder kr.

Ejendommene var ejet af Nreps Nordic Strategies Fund II (NSF II), som blev etableret i 2016.

Hvis prisen ligger på cirka 5 milliarder kr., vil det dog i givet fald give en pris per enhed på lige over 4 millioner kr. per lejlighed. Der er tale om lejligheder på 98 kvm i snit, hvilket vil sige, at de fleste er familielejligheder. Prisen per kvm ligger i så fald lige omkring 45.000 kr.

– Det er en betydelig transaktion for Nrep. Den illustrerer vores evne til at opbygge institutionelle kvalitetsporteføljer med global appel – både hurtigt og i stor skala. Vi viser samtidig mangfoldigheden i ​​vores investeringsstrategi, i dette tilfælde med en succesfuld exit efter seks år, i modsætning til andre tilfælde, hvor vi fastholder en langsigtet ejer- og driftstilgang. Boligejendomme, særligt med højkvalitets- og velbeliggende lejelejligheder, som det er tilfældet i denne portefølje, har bevist deres robusthed og fremstår særligt attraktive for investorer, der ønsker at øge deres eksponering i Norden, siger Jakob Flymer, investeringsdirektør i Nrep.

Anne Sofie Vett Raaschou har været projektleder på handlen sammen med Jakob Flymer og begge har arbejdet intenst med transaktionen de sidste mange måneder i Nrep.

– Vores fokus i forbindelse med udviklingen af porteføjen har været på at skabe innovative boliger, som er attraktive, ligger centralt og er til at betale. Nogle af ejendommene er helt nybyggede eller bliver færdige i år. Samtlige ejendomme forventes at opnå DGNB-certificering, så der er tale om en fremtidssikret og attraktiv urban living-portefølje, siger Anne Sofie Vett Raaschou.

Det er Colliers, der har stået for salget på vegne af Nrep, hvor Orange Capital Partners altså bød højest. Ejendommene i porteføljen er primært udviklet af Nrep og i nogle tilfælde i et samarbejde med AG Gruppen og Domis, som begge har bidraget med ekspertise indenfor nybyggeri af kvalitetsboliger.

Ressourcerækkerne er en del af porteføljen
Porteføljen indeholder ejendommene Teglgårdshusene, Greensquare Garden, Nordhuset, Ørestad Have, Ressourcerækkerne, Risskov Brynet og Lisbjerg – Made in Aarhus. De er i overvejende grad, cirka 95 procent af porteføljen, der er udviklet af Nrep og partnere. Ressourcerækkerne er et af de mest omtalte rækkehusbyggerier de seneste år, fordi det er bygget af genbrugsmaterialer herunder genbrugte mursten fra Carlsberg-bryggerierne og beton og genbrugstræ fra Københavns Metro. De fik blandt andet Estate Medias Ejendomsprisen i 2019.

Hos køberen, det hollandske ejendomsinvesterings- og forvaltningsselskab Orange Capital Partners (OCP) med hovedkontor i Amsterdam, er man naturligvis også meget tilfredse med købet.

– Denne portefølje matcher kernen i vores investeringsstrategi: betalbare og bæredygtige boliger på tværs af nøgleregioner i Europa. I løbet af de seneste 12 måneder har vi haft et stærkt momentum i Norden, og vi er i Danmark på den lange bane. Nrep fortsætter med at sætte nye standarder med sine udviklingsprojekter på tværs af Norden, og vi er glade for at kunne tilføje denne betydelige transaktion til vores danske boligportefølje af høj kvalitet, siger Joris Voorhoeve, partner hos Orange Capital Partners.

’Uden sidestykke i dansk sammenhæng’
Orange Capital Partners er i opkøbet blevet rådgivet af Bruun & Hjejle, Cowi og EY. OCP har endvidere tilknyttet Cobblestone som ejendomsadministrator for de københavnske ejendomme i porteføljen og Taurus for Aarhus-ejendommene. Nykredit har ydet finansiering til transaktionen.

– Der er rigtig mange mennesker involveret i en transaktion af denne størrelse, og vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle involverede internt i Nrep samt hos Accura, PwC og Niras, der hver og en har haft en nøglerolle på sælgersiden, for en kæmpe indsats og et rigtig godt samarbejde, siger Director Kristian Axel Nielsen, Colliers sammen med sin Capital Markets-kollega Frederik Møllebjerg.

Colliers har før stået for køb og salg af ejendomme til Nreps fonde.

– Med hensyn til volumen, balance, kvalitet og bæredygtighed er porteføljen uden sidestykke i dansk sammenhæng. Stort tillykke til Nrep og deres samarbejdspartnere med et flot punktum på en lang udviklingsrejse og til OCP med denne fantastiske udvidelse af deres danske fodaftryk, siger Frederik Møllebjerg.

På indkøb i Danmark
Lige inden sommerferien i 2021 foretog Orange Capital Partners sin første investering i Danmark, da selskabet købte en 25.400 kvm stor boligportefølje i Bellakvarter i Ørestad. Det skete i en milliardhandel. Siden har Orange Capital Partners foretaget flere opkøb i Danmark.

Læs alle nyheder om transaktioner her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Talentportræt af Josephine: Kend dine begrænsninger – men lad dig ikke begrænse af dem