Team Cobes visualisering af Brøndby Strands nye bymidte. Her set fra det nye Kulturtorv lige vest for Brønden. Illustration: Team Cobe

Team Cobe vinder konkurrencen om Fremtidens Brøndby Strand

Siden november 2021 har tre tværfaglige teams – Team Cobe, Team Vandkunsten og Team Henning Larsen – arbejdet på at udvikle forslag til en strategisk udviklingsplan for bydelen Brøndby Strand. Parallelopdraget er nu afsluttet, og der er fundet en vinder. Vinderen er Team Cobe, der dermed har vundet foran de to andre danske arkitektvirksomheder.

Det oplyser Brøndby Kommune.

Team Cobe består af Cobe, Urban Creators, JJW, Implement, EY, AAU (Marie Stender), Light Bureau og Afry.

Et enigt bedømmelsesudvalg fremhæver, at Team Cobe i særlig grad har fokuseret på bymidten, ’der i dag fremstår både nedslidt og som et levn fra en svunden tid’.

Det nuværende center foreslås revet ned og erstattet af nye karréer, hvor både rækkehuse, etageejendomme med butikker i stueetagen og mindre højhuse indgår. De nye karréer betegnes ’Brøndby Strand-blokke’.

Bymidten tilføres derudover by- og handelsstrøg, ligesom Team Cobe lægger op til, at bymidten får en ny folkeskole.

Store dele af voldene fjernes
Et andet centralt element i planen er Team Cobes bearbejdning af den godt 2 km lange Esplanadepark. Parken fungerer i dag ikke optimalt, fordi den er omkranset af volde på toppen af hvilke der løber en befærdet vej. I Team Cobes forslag til udviklingsplan fjernes store dele af voldene, og der bygges nye rækkehuse og punkthuse ind i det tilbageværende voldanlæg. De nye boliger skaber ’øjne på parken’ og har dermed, sammen med en velgennemtænkt belysningsstrategi, til formål at øge trygheden i bydelen.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Team Cobe bearbejder den godt 2 km lange Esplanadepark. Til højre i illustrationen er voldene fjernet, og til venstre er nye boliger bygget ind i det eksisterende voldanlæg. Illustration: Team Cobe

Fem nye højhuse i Brøndby Strand Parkerne 
Endelig har Team Cobe arbejdet med Brøndby Strand Parkerne som nedslagsområde. Brøndby Strand Parkerne er Danmarks største og længste modernistiske montagebyggeri udført efter en samlet plan.

I 2021 startede nedrivningen af 5 af områdets 12 højhuse, da analyser viste, at bygningerne indeholdt for høje koncentrationer af miljøgiften PCB. En af opgaverne i parallelopdraget har derfor været at give bud på, hvordan tomterne kunne anvendes. Team Cobe foreslår i deres udkast til udviklingsplan at bebygge tomterne med fem nye højhuse. De nye højhuse placeres på ’baser’ omkranset af kvarterspladser, hvilket forbedrer mikroklimaet og samtidig tilføjer en mere menneskelig skala i mødet mellem bebyggelse og park, lyder det.

Resten af året skal Team Cobes vinderforslag bearbejdes til en endelig udviklingsplan for Fremtidens Brøndby Strand. Dele af forslaget skal viderebearbejdes, udvalgte emner kræver flere analyser – og Team Cobes hovedgreb skal suppleres med elementer fra de to øvrige forslag til udviklingsplan.

Processen gennemføres i samarbejde med vinderteamet, og med fortsat inddragelse af politikere, boligorganisationer, grundejere, borgere og foreninger, oplyser Brøndby Kommune.

 

Fakta: De tre deltagende teams om Fremtidens Brøndby Strand

Læs alle arkitektnyheder her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder