tirsdag 01. marts 2022 08:50
Advokattalent er ny partner i Viltoft
Advokat Eva Olesen er blevet forfremmet til partner i Viltoft, oplyser det København-baserede advokatfirma med speciale i entrepriseret, udbudsret samt i at føre rets- og voldgiftssager.
Det sker med virkning per 1. marts.
Eva Olesen har været ansat i Viltoft siden afslutningen af sin cand.jur. i 2013, og i 2019 blev hun udnævnt til juniorpartner. Samme år blev hun udvalgt som et af dansk erhvervslivs største, unge talenter i Berlinske Business’ Talent 100, og to år i træk har det internationale ratingbureau Legal 500 fremhævet hende som ’a Next Generation Partner’.
Eva Olesen er specialiseret i udbud og entrepriseret – både inden for traditionelt byggeri og anlæg og inden for forsyningssektoren.
Partnerkredsen
Viltoft er – fremhæver advokatfirmaet – det eneste danske advokatfirma med under 100 jurister, som rangerer i Chambers Europe og Legal 500 i tier 1 inden for Real Estate/Construction.
Partnerkredsen i Viltoft udgøres nu af Managing Partner Henrik Hauge Andersen, Morten Ruben Brage, Peter Fauerholdt Thommesen, Steen Hellmann og Eva Olesen.
Viltoft blev etableret i 1974 af blandt andre advokat Henrik Viltoft.
Læs alle ejendomsrelaterede advokatnyheder her
Læs alle navnenyheder her