Jakob Dalhoff er adm. direktør i Lokalebasen og Matchoffice

Øjenvidneberetning fra Ukraine: – Vi effektuerer vores emergency plan

Jakob Dalhoff er en kendt profil for mange i ejendomsbranchen. Han startede hus CB Richard Ellis, og i 10 år var han frontfigur i den danske erhvervsmæglerforretning DN Erhverv. I 2004 var han med til at stifte Matchoffice.com, der i dag formidler kontorhoteller i mere end 100 lande og i 2008 Lokalebasen.dk. I dag er han adm. direktør for begge med udgangspunkt i Ukraine, hvor begge databaser serviceres af en medarbejderstab på knap 40.

Estate Media spurgte Jakob Dalhoff, hvordan hans torsdag udspandt sig. Den dag, hvor Rusland krydsede grænserne til Ukraine.

– Det var et par hektiske timer torsdag morgen. Jeg blev vækket tidligt af en notifikation fra Udenrigsministeriet. De har en liste over danskere, og vi har fået en app, de kan kommunikere til os på. De har også ringet et par gange. I beskeden nævnte de nattens bombardamenter, men før jeg havde læst færdig, gik luftalarmen.

– Vi bor 1 km fra en kaserne og cirka 3 km fra lufthavnen, der kunne være et mål. En voldsom usikkerhed breder sig. Hvilke nyheder kan man stole på? Jeg var i kontakt med en dansker hernedefra, der havde hørt, at russerne havde bombet en militærbase cirka 80 km uden for byen. Men jeg havde ikke hørt om noget af det i danske medier, så jeg afviste det som rygter. En time senere så jeg en video, der verificerede luftangrebet, indleder Jakob Dalhoff.

Uofficiel it-hovedstad
Han flyttede til Lviv for et par år siden, som er Ukraines uofficielle IT-hovedstad.

– Byen er i den helt anden ende af Ukraine, end hvor krigen med russerne har stået på siden 2014. Tidligere, når danskere har spurgt til konflikten i Ukraine, og hvordan jeg oplever den, har jeg altid nævnt, at det eneste vi mærker til den er, at man kan købe toiletpapir med Putin på, fortsætter Jakob Dalhoff.

Lviv er 70 km fra den polske grænse og dermed Nato-område.

– Derfor havde ingen troet, at der ville ske noget her. I forrige uge var vi den britiske ambassade behjælpelig med at finde lokaler. Mange diplomater og ambassader har flyttet deres repræsentation fra Kiev til Lviv.

En plan, der aldrig skulle i brug
Men situationen er spidset til.

– For 3 uger siden satte jeg mig sammen med ledergruppen i Matchoffice og startede på at udarbejde en emergency plan. En plan, som jeg aldrig troede ville komme i brug. Planen identificerede kernemedarbejdere og kerneopgaver. Vi forventede ikke så meget en fysisk invasion, men mere at vi kunne miste strøm og internet.

– Vores dygtigste IT-ekspert blev efter planen flyttet til Polen i sidste uge, så han kan sørge for, at alt er oppe. Vores servere ligger på en Google Cloud-løsning på datacentre i Tyskland. Essentielle kerneopgaver, der før blev løst i Ukraine, kan nu fuldt ud varetages af det danske kontor. I 2014 var banksystemet ude af drift, og derfor har vi hamstret kontanter, så vi kan sikre medarbejderne en delvis kontant betaling de kommende måneder.

– Endvidere havde jeg lavet aftale med to tjekkiske piloter om, at de kunne hente familien og mig på en græsmark uden for byen, hvis situationen skulle spidse til, men da luftrummet nu er lukket, har de takket pænt nej tak, da deres fly kan blive konfiskeret. Som en anden dansker tørt sagde:’Vi kan nok stadig blive hentet, men det kræver nok, at vi betaler prisen for deres fly forud’.

– En anden IT-medarbejder er på vej til Polen, men har siddet ude på grænsen siden i morges. Rygterne siger, at paskontrolsystemet er gået ned, så det kan nok tage et par dage at komme over grænsen.

Menneskelige omkostninger
Men en ting er om forretningen kører videre – en anden er de menneskelige omkostninger.

– Gennem vores ledergruppe får jeg løbende meldinger om, at vores 40 medarbejdere er OK. Bankerne har lavet begrænsninger på hævninger, og det er ikke muligt at veksle til dollar. Butikkerne tager ikke længere kort, og der er tryk på supermarkederne. Vi holder os indendøre og er tæt i kontakt med familie, venner, bekendte og medarbejdere.

– Min forlovede har lige bevæget sig ud for at købe medicin til hendes mormor til de næste par måneder. Hun har mor og bedstemor her, hvilket gør, at vi ikke forlader byen. Skulle de få brug for hjælp, er vi de nærmeste, da resten af familien er i udlandet. Samtidig føler jeg en forpligtelse til at holde moralen højt blandt vores ansatte. Vi har garanteret dem, at de også har et job i morgen, om en uge og om et år – samt løn. En garanti, der er værdsat i et land, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet, og hvor en pensionist får udbetalt 200 USD om måneden, siger Jakob Dalhoff.

200 dollar svarer til omkring 1.300 kr.

Gribe til våben eller ej
Der er netop nu snak om, hvorvidt ukrainerne vil gribe til våben.

– Den sidste melding, jeg fik var, at den længste kø var i de butikker, der solgte skydevåben. Samtidig blev det meddelt, at alle kunne hente våben på kasernen. Mit klare indtryk er, at en stor del af befolkningen er villig til at slås. Usikkerheden er hård, og det er surrealistisk at have en diskussion om, hvordan vi undgår glassplinter i huset, hvis vinduerne bliver blæst ind. I forgårs glædede jeg mig til at få det på afstand i forbindelse med en hyggelig uge på Mipim i Cannes. Nu tyder meget på, at jeg ikke kommer afsted, siger Jakob Dalhoff.

Cykelløb bliver gennemført
Helt lavpraktisk, så skal man dog ikke misse Lokalebasens cykelløb, men det bliver måske uden trøjer.

– Vi gennemfører stadig vores cykelløb – dog kun med trøjer til halvdelen, da jeg skulle have den ene halvdel med og min danske kollega den anden halvdel. Men alle disse bekymringer virker så fjerne og ligegyldige. Situationen her i Ukraine taget i betragtning. Vi er blevet bedt om at give blod og forventer at bevæge os ud i morgen for dette.

Og hvad tænker Jakob Dalhoff så om andre landes rolle netop nu?

– Vedrørende sanktioner håber jeg, de bliver de hårdeste, men frygter politikernes vage mod. Tidligere har deres argument været, at der skulle være sanktioner tilbage, hvis det skulle bliver værre, men det argument er nu væk. Situationen kan ikke eskaleres mere. Næste skridt på konflikttrappen er russisk angreb på Nato-områder, og så er krig med Vesten helt uundgåelig. Vi hører meldinger om, at tidligere sanktioner er der i Moskva blot blevet grint af. Udelukkelser for at tage på shoppingture til EU har de pågældende blot set som en status på, at man var en sand russisk patriot. Så politiske bekymringer for, at sanktioner kunne koste arbejdspladser i et land med fuld beskæftigelse som Danmark er svært at forholde sig til, når man er i et land, hvor det lige nu koster liv.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder