tirsdag 13. juli 2021 13:25
Peter Ildal Nielsen stopper som direktør for Wihlborgs
Wihlborgs A/S skal på udkig efter en ny adm. direktør.
Det skyldes, at Peter Ildal Nielsen har meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling som adm. direktør i Wihlborgs’ danske selskab. Det sker efter planen ved udgangen af oktober, oplyser han til Estate Media.
En rekrutteringsproces i forbindelse med Peter Ildal Nielsens efterfølgers går nu i gang, oplyser det skånskbaserede ejendomsselskab med hovedkontor i Malmø.
Peter Ildal Nielsen har opbygget Wihlborgs’ danske afdeling, som fokuserer på Storkøbenhavn.
Stopper efter 25 år
– Peter Ildal Nielsen har været ansat i Wihlborgs i cirka 25 år og har netop rundet de 60 år. Peter har siden starten i 1996 skaleret forretningen op til i dag et ejendomsserviceselskab med flere divisioner. Divisionerne er forsat under udvikling og består i dag af lejerservice, møde-/konference, kantine, ejendomsservice, gartner og projektstyring, oplyser Wihlborgs.
Det danske selskab tæller 125 medarbejdere.
– Hertil kommer volumenen på balancen, som i dag hedder 6,4 milliarder danske kr. mod 2,3 milliarder danske kr. i 2015. I areal en vækst fra 200.000 kvm til 635.000 kvm.
Selv siger hovedpersonen, Peter Ildal Nielsen:
– Det er med stor taknemmelighed, at jeg takker af efter 25 gode år. Det har været en fantastisk rejse, og det er naturligvis efter grundige overvejelser og ikke uden vemod, at jeg har besluttet at fratræde stillingen som adm. direktør i Wihlborgs i Danmark. Wihlborgs skal videre, og jeg skal videre.
Han fremhæver, at Wihlborgs i Danmark står stærkere end nogensinde.
– Vi har en bomstærk og solid forretning. Organisationen funkler. Produkterne er veldefinerede. Og forretningspotentialet er stort, siger Peter Ildal Nielsen, der takker kolleger og selskabets svenske ejere.
Har ageret adm. direktør i alle år
Peter Ildal Nielsen har været adm. direktør siden april 2018. Inden da var han forvaltningschef i Wihlborgs Danmark i perioden 1996-2018. Peter Ildal Nielsen overtog posten som adm. direktør i Wihlborgs A/S efter den daværende svenske koncerndirektør Anders Jarl, som var adm. direktør i både Wihlborgs Fastigheter – det svenske moderselskab – og Wihlborgs A/S i Danmark.
Da Anders Jarl stoppede, ønskede Wihlborgs-ledelsen at indsætte en dansk direktør og udnævnte dengang Peter Ildal Nielsen, da han egentlig havde ageret adm. direktør i alle årene.
Peter Ildal Nielsen startede 1. maj 1996. Det nuværende Wihlborgs A/S blev på denne dato starten i Danmark ved svenske Wihlborgs’ køb af udviklingsselskabet A/S Kryolitgrunden med Skats daværende etablering i ejendommen i Østbanegade på Østerbro i København. Selskabet blev købt af det nu hedengangne svenske ejendomsselskab Pleiad. Peter Ildal Nielsen fulgte med fra dette selskab og fik stillingsbetegnelsen fastighetschef.
Dansk ejendomsportefølje
Wihlborgs-koncernens bogførte værdi af hele porteføljen var 30. juni 2021 47,1 milliarder svenske kr. – omkring 34,3 milliarder danske kr. – mod 46,1 milliarder svenske kr. ultimo 2020.
De danske ejendomme var bogført til 8.602 milliover svenske kr. – cirka 6,3 milliarder danske kr.
På balancedagen ejede Wihlborgs i alt 296 ejendomme – heraf 58 danske – fordelt på et udlejningsareal på godt 2,1 milliarder kvm i Danmark og Sverige.
Den danske portefølje består hovedsageligt af kontorejendomme.
Wihlborgs med adm. koncerndirektør Ulrika Hallengren er børsnoteret på Nasdaq Stockholm og har Erik Paulsson og hans familie som største aktionær, eftersom familien ejer 11 procent af aktierne i ejendomsselskabet.
Læs om Wihlborgs’ resultater i 1. halvår 2021 i:
Wihlborgs’ top- og bundlinje går igen i hver sin retning
Læs alle navnenyheder her