tirsdag 06. juli 2021 11:21
Carlsberg Byen finder entreprenør til 357 boliger og næstsidste tårn
Det bliver københavnske Arpe & Kjeldsholm, som skal opføre 357 boliger fordelt på to længehuse, en karré og kvarterets næstsidste tårn.
Det oplyser udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, som har indgået totalentrepriseaftale med Arpe & Kjeldsholm.
Det drejer sig om længehusene Brandstrup Hus og Albertina Hus, karréen Stilling Hus og det 100 m høje Høffdings Tårn med 29 etager. Projektet er tegnet af Henning Larsen Architects.
De mere end 72.300 kvm centralt i Carlsberg Byen langs Ny Carlsberg Vej bliver et miks af boliger og erhverv, hvor stueetagen er til caféer, restauranter og detail, mens de øvrige etager bliver boliger i alle størrelser. Herunder kommer 13.500 kvm kontorer samt 2-etagers parkeringskælder.
Aktører med i projektet
– Vi er utroligt stolte af at blive valgt til endnu et projekt i Carlsberg Byen, og vi glæder os til at opføre et kvalitetsbyggeri, der lever op til både kvarterets historiske betydning og ambitionerne for området, siger adm. direktør, medejer og medstifter Tim Kjeldsholm, Arpe & Kjeldsholm.
Det er ikke første gang, at Arpe & Kjeldsholm skal bygge i Carlsberg Byen, eftersom entreprenørselskabet har opført blandt andet Krøyer Hus, Winge Hus og det udsolgte Tuxens Tårn.
– Vi glæder os over at indgå endnu en totalentrepriseaftale med Arpe & Kjeldsholm og til et stærkt samarbejde på tværs af flere velkendte partnere: Hennings Larsen Architects, Rambøll, Werk Arkitekter og Mølbak, siger adm. direktør Jens Nyhus, Carlsberg Byen.
Læs om selskabets resultater i 2020 og forventninger til 2021 i:
Overskuddet mere end halveret for Carlsberg Byen P/S
Fakta: Carlsberg Byen og udviklingsselskabet
– Udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen, Carlsberg Byen P/S, er et selvstændigt selskab ejet af bryggeriet Carlsberg (25 procent) samt pensionsselskaberne PFA (30 procent), Topdanmark (22,5 procent) og Pensam (22,5 procent)
– Carlsberg Byen P/S udvikler til og med 2024 Carlsbergs historiske bryggerigrund til en bydel bestående af 50 procent boliger, 35 procent erhverv og 15 procent kultur m.v.
– Carlsberg Byen i grænseområdet mellem Valby, Frederiksberg og Vesterbro i København forventer Carlsberg Byen P/S fuldt udviklet i 2024, hvilket flugter med tids- og strategiplanen fra 2013
– Etape 2-projekterne står færdige i 2021/22, hvor mere end 80 procent af Carlsberg Byen derved er færdigbygget
– Etape 3, som udgør de sidste 20 procent, færdiggøres i 2021-24
Kilde: Carlsberg Byen P/S’ årsrapport 2020