onsdag 30. juni 2021 20:01
Heimstaden køber 20.600 kvm boliger
Heimstaden investerer endnu engang i Horsens.
Det sker med opkøb af tre boligudlejningsejendomme med et samlet areal på 20.600 kvm, oplyser den svenske ejendomsinvestor uden at komme ind på transaktionssum.
Heimstaden har i forvejen fem ejendomme i Horsens, der også huser selskabets jyske regionskontor.
Heimstaden har over de seneste år øget ejendomsporteføljen i Jylland. Senest med dette opkøb af tre ejendomme i Horsens og en ejendom i Fredericia. De tre ejendomme i Horsens er rækkehusene på Flækken, Stikkelstien nord for søen Nørrestrand og lejlighederne på Fjordglimt syd for Nørrestrand, hvor Colliers har været mægler på sagen.
Vil fortsat vækste i Danmark
– Vi har fortsat en ambition om at vækste i Danmark, og vi vil rigtig gerne vokse uden for København, siger investeringsdirektør Christian Fladeland og fortsætter:
– Vi holder særligt øje med områder, hvor der sker udvikling og dermed en øget tilflytning. Horsens har klare ambitioner om at være et vækstcenter i Østjylland med et aktivt erhvervs-, kultur- og borgerliv. Den udvikling vil vi gerne være en del af og bidrage til.
Ejendommen Fjordglimt består af fire murstensrøde karréer med 186 istandsatte 3-værelseslejligheder. Casa Group har solgt og stået for ombygningen af de tidligere studieboliger, som med flytningen af VIA til den nye campus er omdannet til små familieboliger.
Nordvest for søen Nørrestrand i Horsens ligger Nørrestrand, hvor rækkehusene på Flækken og Stikkelstien ligger. Ejendommen Flækken består af i alt 45 rækkehuse, mens ejendommen Stikkelstien består af i alt 34 rækkehuse. Ejendommene er nybyggede og står færdige i 2021 klar til indflytning.
Læs også Heimstadens danske portefølje runder 41 milliarder kr. efter rekordopkøb
Læs alle nyheder om transaktioner her