fredag 14. maj 2021 00:24
Der er grund til bekymring
Endnu et arkitektfirma med høj profil blev opkøbt i forrige uge nemlig Rubow Arkitekter, der har en bred paletten men også har været særlig kendt for solid indsigt i offentlige byggerier. Nu bliver Rubow en del af Norconsult, og det er Norconsult, der køber Rubow og ikke omvendt.
Opkøbet følger i hælene på en stribe arkitektopkøb de seneste år. Henning Larsen er blevet købt af Rambøll, kapitalfonden Findos har købt sig ind i Vilhelm Lauritzen, Signal er købt af ISS, SHL er købt af Perkins+Will, Arkitema er købt af Cowi og Årstiderne og Kant er købt af Sweco for blot at nævne nogle. Et af de eneste tilfælde med omvendt fortegn er BIG, der har købt sig ind i Pihl.
Der er mange grunde til, at det går den vej. Den bedste grund set ud fra et bygge- og branchemæssigt synspunkt ville være, at ingeniørerne har en bedre virksomhedsmæssig kultur og struktur og dermed har de optimale kompetencer til at kunne være den samlende part i forhold til et byggeri.
Men det er næppe grunden. For der har ikke i nogen af ovenstående sager været tale om ligeværdige partnere. I stedet har der været tale om store selskaber med finansielle muskler, fonds- eller kapitalejede, og i den anden ende har der været partnerejede arkitektfirmaer, hvor partnerne personligt har kunnet indkassere større eller mindre millionbeløb i forbindelse med et salg. Der har altså ikke været tale om 1:1 spillere eller incitamentsforhold.
Man ser ofte, at store spillere køber små. Ofte inden for samme branche, og det behøver jo ikke være dårligt. Men det er en svær øvelse at få en teknisk, stringent tilgang til at passe med kreative, krøllede hjerner.
Parterne er naturligvis fulde af lovord, når aftalerne indgås. Men spørgsmålet er, om de gode intentioner er nok. Blandt de sidste ugers nyheder var også, at tidligere leder af Årstidernes Københavnskontor Mikkel Westfall stoppede i Årstiderne. Det passer ret præcist med, at der er gået tre år siden, firmaet blev købt af Sweco og dermed med den periode, som en fastholdelses- og betalingsaftale i forbindelse med et salg ofte løber over.
Spørgsmålet er, hvor mange af de tidligere frontfigurer i arkitektfirmaer, der stopper, når der er gået tre år? Og det næste spørgsmål er, om det reelt har været uforenelige størrelser, som vil føre til flere exits i de kommende år. Jeg håber det ikke for konstellationen er rigtig og kunne veludført føre ikke bare til gode projekter på hjemmemarkedet, men bestemt også i international sammenhæng.
Da vi så de første opkøb i 2018, var Danske Arks direktør Lene Espersen medforfatter på en kommentar for Danske Arkitekter. Her skrev hun blandt andet:
– Handler det kun om økonomi og ønsket om at bliver større og stærkere?…Belært af historien må man altså håbe, at den ansvarlige ledelse i de opkøbende virksomheder ikke først giver mange penge for et opkøb, for så derefter at dræbe den goodwill og kompetence, der ligger i investeringen ved at sammenlægge den med resten af organisationen.
Det håb er stadig lysegrønt omend lidt mere til den mørkegrønne side nu, hvor vi begynder at se nogle af profilerne forlade de opkøbte selskaber.
Danmark har en meget stærk faglighed både inden for ingeniørfaget og inden for arkitektur. På et tegnebord ser en fusion af de to ting helt rigtig ud, men spørgsmålet er, om den kan omsættes fra teori til praksis. Der er grund til ikke at tage for givet, at det vil ske, men nusse og pusse om begge gruppers kompetencer og særegenhed, selvom de skal puttes ind i den samme organisationsstruktur. Styrkeforholdet i betragtning er det arkitekterne, der er i størst fare. Risikoen for, at de nye fusionerede selskaber får den kreative del til at mistrives er overhængende og bør tages ekstremt alvorligt på begge sider af bordet.
