tirsdag 11. maj 2021 09:24
Property Advice opruster med associeret partner
Property Advice, som åbnede kontor på Aarhus Ø for præcis to år siden, kan nu sætte navn på en af to nyansættelser, som Estate Media omtalte for få dage siden i forbindelse med et større portræt af den aarhusianske full service-ejendomsrådgiver.
Læs mere i Udbrydere fra Nordicals har succes med ny virksomhed
Den ene, Kristian Jørgensen, er et kendt navn i branchen. Han har blandt andet været erhvervschef i NRE Real Estate Denmark og Associate Director i CBRE.
– Kristian Jørgensen er ikke bare en kompetent property advisor med den rette værktøjskasse til at yde god rådgivning, han er også en sindssygt dygtig netværker, siger adm. direktør, ejer og stifter Heine Jensen, Property Advice.
Kristian Jørgensen er specialiseret inden for projektudvikling, syn og skøn, vurderinger, salg, køber- og lejerrådgivning samt asset management. Derudover er han medstifter af Aarhus Real Estate Network, som er en social og professionel netværksgruppe på tværs af hele ejendomsbranchen, der blev stiftet i 2017 og i dag har over 135 aktive medlemmer.
Skal på sigt være medejer
Kristian Jørgensen har de seneste måneder været selvstændig konsulent for en række små og mellemstore ejendomsbesiddere.
– De første år i min karriere har jeg arbejdet i de traditionelle erhvervsmæglerhuse. Jeg har altid haft lyst til at starte min egen virksomhed og bryde med nogle af normerne i branchen. Jeg påbegyndte denne rejse som selvstændig ved at indgå i projekter og være rådgiver for blandt andet udlandsdanskere med ejendomme i Danmark. Der er en rigtig god synergi mellem mine ambitioner og ambitionerne for Property Advice. Ved at indgå i et større team leverer jeg bedre rådgivning til mine faste kunder og bidrager samtidig til at gøre Property Advice endnu stærkere, siger Kristian Jørgensen.
Det er planen, at Kristian Jørgensen skal indtræde i ejerkredsen, hvorfor han også er associeret partner.
Kristian Jørgensen har en Finansbachelor fra Erhvervsakademi Aarhus og er ved at afslutte sin uddannelse som diplomvaluar.
Han tiltrådte som associeret partner i Property Advice den 1. maj.
Læs meget mere om Property Advice i:
Udbrydere fra Nordicals har succes med ny virksomhed
Læs alle navnenyheder her