Henrik Westermann tiltæder 1. april som juridisk direktør i Ejendomdanmark. Foto: Ejendomdanmark

Ny juridisk direktør endelig på plads i Ejendomdanmark

Ejendomdanmark har ansat en ny juridisk direktør i form af Henrik Westermann, der har erfaring fra Bech-Bruun, Gorrissen Federspiel og eget ejendomsselskab.

44-årige Henrik Westermann kommer fra en stilling som senioradvokat i Bech-Bruun, hvor han havde en fremtrædende rolle i firmaets afdeling for ejendomme. Henrik Westermann har desuden i en årrække været adm. direktør i og stifter af et ejendomsselskab og har en omfattende viden om ejendomsbranchens juridiske udfordringer og problematikker.

– Vi har søgt længe og har fundet den helt rigtige. Ejendomdanmark får en dygtig og skarp juridisk direktør, der kender branchens udfordringer, siger bestyrelsesformand Henrik Dahl Jeppesen, Ejendomdanmark.

Også adm. direktør i Ejendomdanmark, Jannick Nytoft, er glad for at få Henrik Westermann med om bord.

– Som resten af samfundet er ejendomsbranchen udfordret af den nuværende krise. Samtidig er Ejendomdanmark midt i en forrygende udvikling, hvor vi gerne vil styrke vores service og tilbud til medlemmerne endnu mere. På begge områder kommer Henrik Westermann til at spille en central rolle, siger Jannick Nytoft.

Selv ser hovedpersonen, Henrik Westermann, frem til at komme i gang.

– Jeg glæder mig til at komme i dialog med vores medlemmer og gøre vores rådgivning endnu skarpere. Desuden venter der en stor opgave med at sikre vækst og udvikling i ejendomsbranchen i en tid præget af corona og økonomisk krise, siger Henrik Westermann.

Ejendomdanmarks nye juridiske direktør er uddannet i Aarhus, på Berkeley og Harvard og har en fortid som konstitueret landsdommer, ekstern lektor på Aarhus Universitet, premierløjtnant i Forsvaret og formand i fodboldklubben Aarhus Fremad.

Ny juridisk direktør fortrød i 2020
Ansættelsen af Henrik Westermann sker, efter Ejendomdanmark i august 2020 annoncerede Benjamin Bunnage som ny juridisk direktør i Ejendomdanmark, der er erhvervsorganisation for den danske ejendomsbranche. Men inden sin tiltrædelse sprang Benjamin Bunnage fra for i stedet at fortsætte sin advokatkarriere i Plesner.

Læs mere i Ny juridisk direktør dropper Ejendomdanmark før tiltrædelse – ’en ekstrem svær beslutning’

Ejendomdanmarks forhenværende juridiske direktør Morten Østrup Møller skiftede i juni 2020 til en stilling som Head of Property Asset Management i pensionsselskabet P+, som blev en realitet i 2019 efter fusion mellem pensionsselskaberne DIP og JØP.

Læs mere i Ejendomdanmark mister juridisk direktør – skal være chef for Property Asset Management i pensionskasse

Læs også Ejendomdanmark henter ny juridisk direktør i advokatselskab

 

CV – Henrik Westermann

2015-2021: Senioradvokat, Bech-Bruun

2003-2014: Advokat, Gorrissen Federspiel

1999-2010: Adm. direktør og stifter, Ejendomsselskabet af 1999

2006-2010: Ekstern lektor, Aarhus Universitet





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder