onsdag 10. februar 2021 13:35
Nrep og Casa bygger endnu et 15.500 kvm stort bofællesskab
Selskabet Plushusene, som i de kommende år bygger bofællesskaber over hele landet, og som i 2018 blev etableret af den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep samt udviklings- og entreprenørselskabet Casa, løfter nu sløret for næste projekt.
Efter planen starter til foråret opførelsen af det tredje Plushusene-bofællesskab med børnefamilier og voksne på 55+ som de primære målgrupper. Det sker i Sømose Hegn i Ballerup.
Bebyggelsen kommer til at bestå af i alt 97 lejeboliger fordelt på punkthuse på 3-4 etager, rækkehuse i 1-2 plan og i midten fælleshus på 2 etager. Boligerne har 2-5 værelser og bliver på mellem 61 og 111 kvm. Mellem husene er grønne områder med orangeri, boldbane og legeplads.
Plushusene med adm. direktør Martin Kring forventer, at de første beboere kan flytte ind i Ballerup-byggeriet, som opføres efter bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld, i forsommeren 2022.
Bag Plushusene står Casa Group og Nrep, som hver ejer 50 procent af selskabet. Ved præsentationen i september 2019 sagde Martin Kring, at ’det er Danmarks største boligfællesskabskoncept, der er på vej.’
Fuldt udviklet går Plushusene efter 10-12 lokationer med et mål om i alt mindst 2.000 boliger.
Fakta: Plushusene
– Selskabet Plushusene blev etableret i 2018 af Casa Group og Nrep. Til sammen investerer de to selskaber i virksomheden med en vision om at skabe et helt nyt og unikt lejeboligkoncept, som bygger på de nyeste trends og behov inden for co-living
– Plushusene-bofællesskabskonceptet er baseret på de bedste komponenter fra de traditionelle bofællesskaber i kombination med nutidens behov for at have sit eget private rum
– Plushusene forventer at bygge 10-12 større ejendomskomplekser i Danmark med i alt cirka 2.000 boliger med et beboermiks beståede af børnefamilier og voksne på 55+
Kilde: Plushusene